Philip Larsen under beskydning i Vancouver

Foto: Jan Korsgaard

Det er mere eller mindre kun Jannik Hansen, der efterhånden står med plus i regnskabsbogen hos de lokale medier i Vancouver, hvor nedturen har været total på det seneste.

I nat tabte Canucks 2-4 til New York Islanders, og det var det ottende “rene” nederlag på stribe. Kritikken hagler ned over stort set alle spillere og hårdest går det ud over svenske Loui Eriksson, der – nærmest sensationelt – kun har leveret fire point i 13 kampe.

I sidste sæson leverede Eriksson 63 point i grundspillet for Boston Bruins, og det var håbet, at han i den grad kunne fortsætte de gode takter sammen med Sedin-brødrene. Men den flagrende Eriksson har ikke slået til, og kigger man med danske øjne på en anden ny spiller, Philip Larsen, så er tendensen den samme.

Godt nok har Philip Larsen med fire assister lavet lige så mange point som Loui Eriksson, men i Vancouver Sun er skribenten Ben Kuzma, der følger Canucks til dagligt, er ikke tilfreds med Larsens indsatser hidtil.

Om Larsens indsats i nattens kamp mod New York Islanders skriver Vancouver Sun:

  • Philip Larsen kunne ikke få pucken gennem neutral zone, kom ikke tilbage i tide og kiggede på, da Jason Chimera scorede da en løs puck hoppede rundt.

Og generelt om Larsens sæson hidtil:

  • -8 er Philip Larsens plus/minus-rating. Han har alle mulige problemer med at forsvare – og det var ventet – men hans måde at håndtere pucken på har været svært skuffende.

En ny verden og hårdt arbejde for Philip Larsen efter sidste sæsons flotte sæson i KHL, hvor han leverede 36 point i 52 kampe og fire point i fire playoff-kampe og gennemgående blev betragtet som en ligaens bedste backer overhovedet.