Peter Regin kåret til årets Jokerit-spiller

Foto: Jan Korsgaard

Peter Regin har haft en fremragende sæson i Jokerit Helsinki, og den dygtige dansker har ganske enkelt været brillant som ledende spiller i den finske storklub.

Regin afsluttede grundspillet med 16 mål og 48 point og sluttede dermed som nummer 14 på KHL’s topscorerliste – eksempelvis blot et point efter SKA St. Petersborg-superstjerne Ilya Kovalchuk.

Her til aften fik han så den kæmpe ære at blive kåret som årets spiller i Jokerit af klubbens egne fans. Han fik prisen overrakt i forbindelse med kampen mod Spartak Moskva.

Regin og Jokerit afsluttede i dag grundspillet med et nederlag på 2-4 til Spartak Moskva, men det var “nebensache”, eftersom Helsinki-mandskabet allerede havde vundet Bobrov Division.

Under kampen blev der skævet nervøst til de andre kampe, eftersom det på et tidspunkt så ud til, at Jokerit skulle op mod divisionsrivalerne og de forsvarende mestre SKA St. Petersborg.

Sådan endte det dog ikke, og i stedet møder Regin, Philip Larsen og Jesper B. Jensen nu Torpedo Nizhny Novgorod i søndagens playoff-premiere. Den serie og KHL-slutspillet bager vi op til i løbet af lørdagen her på FACEOFF.