Peter Johansson forlænger kontrakten med Rungsted

Foto: Jan Korsgaard

Rungsted Seier Capital har forlænget aftalen med cheftræner Peter Johansson for yderligere én sæson, så den ny løber frem til maj 2019.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse med følgende ordlyd: 

Peter Johansson coachede fredag aften Rungsted i den første semifinale siden 2006, og er dermed den første træner i 12 år der har formået det. Herudover har Peter i denne sæson kvalificeret holdet til Final 4 i Boxen, hvor det som bekendt blev til et finalenederlag mod Aalborg. Tidligere har han stået i spidsen for Frederikshavn og Odense i Metal Ligaen.

– Jeg synes, vi har taget store skridt i Rungsted, både på og udenfor banen, og ambitionerne om at styrke udviklinger var en stærkt medvirkende årsag til jeg gerne ville fortsætte i Rungsted,  siger Peter Johansson

Rungsted Seier Capitals direktør Thomas Friberg:

– Det har været en sæson med store udsving, primært på grund af en forfærdelig skadesfrekvens på holdet, men Peter har formået at få spillerne til at rykke sammen i bussen, og forberede dem til de vigtige kampe. Vi tror på, at kontinuitet er vejen frem til at etablere sig i toppen af den danske liga, og forlængelsen af Peter Johansson skal ses som en naturlig del af denne plan. 

Tirsdag står Peter Johansson i spidsen for Rungsted på udebane i Herning, hvor det gælder den første semifinale i Metal Ligaen.