Persson og Herlev ender i retten

Foto: Jan Korsgaard

Konflikten mellem den tidligere assisterende træner Morgan Persson og Herlev Eagles synes nu at få et retsligt efterspil. Begge parter er i hvert fald indstillet på, at deres konflikt er så fastlåst, at tredjepart skal afgøre, hvem der har ret. Og både Morgan Persson og Herlev Eagles ser sig som en eventuel vinder af sagen.

Morgan Persson undrer sig stadig. Han blev fyret i slutningen af september som assistent for Herlev Eagles med den begrundelse, at klubben skulle have plads og råd til nye spillere for at redde sæsonen.

Nu, omkring 16. december, har Morgan Persson endnu ikke været i stand til at indgå et for ham tilfredsstillende forlig med klubben, der ikke havde indskrevet i kontrakten, at assistenttræneren for Linus Fagemo kunne fyres i løbet af sæsonen.

Lige nu er han hjemme i Eskilstuna, sin svenske hjemstavn. Forinden havde Persson givet Herlev et tilbud om at afstå fra sin marts – og aprilløn.

Herlev har ifølge Morgan Persson givet ham løbende tilbud. Det er endt med, at Eagles nu har tilbudt den svenske træner løn frem til årsskiftet.

– For mig er det blevet en principsag, og jeg kommer ikke til at give mig. Jeg tager gerne en retssag, hvis det kommer så langt. Jeg har givet Herlev mere end en hånd, og de kunne uden problemer have løst sagen. Allerede for to måneder siden, siger han.

– Morgan har takket nej til vores tilbud. Vi mener, at vi har strakt os så langt som det overhovedet er muligt for os. Hvis han gerne vil tage en retssag, så er vi også klar til det. Mere vil jeg ikke gå i detaljer med, siger Nicolai Flindt, den sportsligt ansvarlige i Herlevs bestyrelse.

– Det er jeg slet ikke tilfreds med, og jeg synes, at jeg er kommet Herlev i møde ved at afstå for to måneders løn. Jeg hører ingenting fra klubben, og jeg synes, det er mærkeligt, at Herlev har fået lov at skrive kontrakter med nye spillere, inden de har afsluttet deres udestående med tidligere ansatte, siger Morgan Persson.

– Det kan jeg ikke se noget mærkværdigt i. Vi har et lønloft og nogle rammer, som er blevet udstukket af DIU, og det forholder vi os til. Det er jo ikke sådan, at rammerne forbyder os at erstatte en fyret person med nogle andre personer – så længe vi holder os inden for rammerne, siger Nicolai Flindt til FACEOFF-online.dk.
Morgan Persson er sikker i sin sag.

– Jeg havde kontrakt fra 1. august og frem til 30. april, og der stod ikke noget om opsigelse eller noget som helst. Jeg fik ikke lov at blive boende i min lejlighed i Herlev, og jeg kan ikke forstå, at man som arbejdsgiver kan efterlade en ansat uden mulighed for at betale sine regninger.

– Grundlæggende er det i orden, at man må tage nogle svære beslutninger, men man skal overholde sine aftaler. Det må være bekymrende for dansk ishockey, at Herlev ikke gør det, siger Morgan Persson til FACEOFF-online.dk.