Patrick Russell skriver kontrakt med NHL-klub

Foto: Jan Korsgaard

Danmark har mandag fået endnu en spiller på kontrakt i NHL. 23-årige Patrick Russell har underskrevet en to-årig kontrakt med Edmonton Oilers, oplyser den canadiske klub på Twitter.

Patrick Russell har spillet i Nordamerika i de seneste tre sæsoner. Først spillede han en stærk sæson for Waterloo Black Hawks i USHL, og det fulgte han op med to fremragende år i den stærke amerikanske collegeliga, NCAA, hvor han tørnede ud for St. Cloud State University.

I denne sæson har Russell været særdeles velspillende, og han noterede sig for hele 41 point i 41 kampe i universitetsligaen, hvor han var den næstmest producerende europæiske spiller. Den 23-årige danske forward blev kun overgået af sin finske holdkammerat Kalle Kossila.

Nu får Russell så chancen for at spille sig i NHL hos Edmonton Oilers, som har givet den dygtige forward en kontrakt. Patrick Russell, der spillede i Gentofte som ungdomsspiller, har taget turen omkring svenske Linköping og nordamerikansk juniorhockey på sin vej mod NHL-kontrakten.