Patrick Bjorkstrand matchvinder i sin finske debut

Foto: Jan Korsgaard

Patrick Bjorkstrand er tilbage i europæisk ishockey.

Herningenseren betræder nu finsk is for første gang i karrieren, for efter et ærgerligt år i AHL hos Ontario Reign, er Bjorkstrand igen søgt den anden vej over Atlanten og spiller nu i den finske Liiga for en af de mere upåagtede klubber.

I provinsbyen Kouvola findes klubben KooKoo, der kun har været i den bedste finske i tre sæsoner efter en lang årrække i den næstbedste række, Mestis, og det er altså KooKoo, der har hentet både Patrick Bjorkstrand og Emil Kristensen til byen.

Begge danske spillere var i aktion i går i KooKoo’s førstekæde. Emil Kristensen spillede sammen med amerikaneren Jake Newton, mens Patrick Bjorkstrand var i angrebskæde med Michael Keränen og Toni Kehkänen i kampen mod Ässät Pori.

For Bjorkstrand blev det en skøn debut. Den danske angriber scorede til 3-2 i straffeslagskonkurrencen og afgjorde dermed kampen. Dermed fik KooKoo revanche for 1-7-nederlaget i sæsonens første kamp mod Sport Vaasa.