P. Rasmussen to mål, Spiro tre mål – Rødovre-Gentofte 4-3

Foto: Jan Korsgaard

Rødovre Mighty Bulls vandt dagens testkamp mod Gentofte Stars, skriver Rødovre Lokal Nyt. Nicklas Carlsen blev matchvinder blot 20 sekunder før tid, da han scorede til 4-3 for Mighty Bulls.

Det skete efter et Rødovre-comeback, for hjemmeholdet havde været bagud 0-2 på to Gentofte-mål af Cam Spiro i første periode. I anden periode fik Rødovre reduceret på et skud udefra af Patrick Rasmussen og kort inde i tredje periode gjorde Andreas Grundtvig det til 2-2.

Kort efter fuldendte Cam Spiro sit hattrick og beviste dermed, at han er klar til Metal Liga-hockey.

Det var ikke nok til sejren, for Rødovre sikrede sig en udligning, da Patrick Rasmussen – fortæller Rødovre Lokal Nyt – scorede sit andet mål efter tre kvarter – og så var det altså Carlsen, der lukkede kampen for hjemmeholdet.

Det var Rødovres anden 4-3-sejr over en sjællandsk rival på et par dage. I fredags vandt Mighty Bulls 4-3 over Rungsted Seier Capital.