Ovechkin sov over sig og missede kamp

Washington Capitals var uden superstjernen Alexander Ovechkin i tirsdagens kamp mod San Jose Sharks, og nu viser det sig, at russeren blev holdt ude af kampen, fordi han ikke kom til tirsdagens morgentræning.

Alexander Ovechkin fortalte ved onsdagens morgentræning til The Washington Post, at han ikke spillede mod Sharks, fordi han havde sovet over sig og derfor missede tirsdagens morgentræning. Den målfarlige Capitals-kaptajn havde eftersigende sat sin alarm til klokken halv ni om aftenen i stedet for halv ni om morgenen.

– Det er en fejl, der kan ske, men vi har visse regler for ansvarlighed og alle vores spillere har et ansvar, siger Washington Capitals’ træner Barry Trotz om baggrunden for at se bort fra Ovechkin i tirsdagens kamp.

Washington tabte kampen mod San Jose med hele 5-0. Hovedstadsholdet har mulighed for at tage revanche torsdag, hvor Capitals tager imod Chicago Blackhawks. Her er Alexander Ovechkin sandsynligvis med – hvis han da har lært at sætte vækkeuret.