OPTAKT: SønderjyskE-Rungsted Seier Capital

Foto: Jan Korsgaard

FØR KAMPEN: Sikke en fin stemning, der er omkring finaleserien mellem SønderjyskE og Rungsted.

Man kan fornemme, at begge klubber på hver sin måde virkelig har ventet på at ende i finalen igen, og den første finalekamp i fredag beviste blot, at spillerne er og var uhørt ivrige for at hive mesterskabet i land.

Stærk udebanehockey af SønderjyskE, men ligeledes stærk og ubændig vilje af Rungsted, der igen fandt “vinder-mojo’en” som holdet har haft i hele sæsonen og fik drejet 1-3 til en 4-3-sejr i overtiden. 

I jagten på udligningen fik og havde Rungsted lidt mere snært i skøjterne og pasningerne end SønderjyskE, der også missede et par clearinger ved begge Rungsteds mål. Og så blev der altså virkelig betalt ved kasse et, da Rasmus Nielsen røg ud i overtiden.

Tim Daly har i hele sæsonen været uhørt målfarlig, og det var han altså også, da det gjaldt i fredags.

Spændende, hvad der sker rent taktisk: Kommer SønderjyskE flyvende for at få publikum med, eller bliver det afventende fra begge mandskaber? Eller forsøger Rungsted at chokstarte offensivt? Der er spændende skaktræk i vente fra bænkene.

SønderjyskE’s Mads Lund til JydskeVestkysten efter fredagens kamp:

– Til at starte med spiller vi fint i egen zone, og vi scorer på de chancer, vi får, men det er, som om vi slipper foden lidt fra gassen. Vi spiller egentlig en fin kamp, og det er ligaens bedste hold, som vi møder. At vi så ikke kan formå at lukke kampen, når vi er foran 3-1, det er selvfølgelig bittert lige nu, men det er en lang serie. Der er seks kampe endnu.

– Vi skal selvfølgelig ikke slippe gassen. Vi skal blive ved med at presse på, selvom vi får en føring. Vi skal ikke løbe rundt og være bange for at tabe, for så er det, at det går galt, sagde Mads Lund.

DET FORVENTER VI: Vores bud er, at SønderjyskE forsøger af komme hamrende ud af boksen og få publikum i Frøs Arena med. 5000 struber – minus dem fra Rungsted – kan sætte et giftigt tryk i Vojens, hvis spillerne leverer. Rungsted skal overleve de første 10-15 minutter og stille og roligt rykke spillet fremad i banen. Rungsted er ikke et hold, der gemmer sig.

SKADER/KARANTÆNER: Begge hold fuldtallige til den første kamp – heldigvis. Det ser ud til, at alle “overlevede” kamp et i serien. 

PROFILERNE: Jordan Pietrus spillede en flot kamp for SønderjyskE og måske ryger han fra fjerdekæden op opad i kæderne i dag. Hvis Simioni vælger at stille om, kan det være der. Hos Rungsted er den lynhurtige svenskerkæde nøglen i dag. De tre musketerer er dygtige til omstillinger. Det kan der blive brug for i dag.