OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Hvidovre Fighters

Foto: Jan Korsgaard

FØR KAMPEN: Revanchetid for Hvidovre Fighters efter en tæt holmgang tirsdag i Hvidovre, hvor de to hold tørnede sammen.

Den match vandt topholdet med 3-2, men Rungsted var på hælene mod et hårdt kæmpende og stærkt arbejdende Hvidovre-hold, der på trods af at være temmelig decimeret altså formåede at presse Rungsted.

Det skal siges, at det heller ikke var Rungsteds mest sikre og bedste kamp, og at topholdet ikke helt har været oppe i spillemæssige omdrejninger siden landsholdspausen. Men Rungsted har såmænd vundet 2-0 over Herning og 3-2 over Hvidovre siden turneringen gik i gang igen, og seks point uden at have været helt i gang er noget, der kendetegner et tophold. 

– Det var små marginaler, der afgjorde kampen mod Hvidovre, og det var et par indviduelle fine præstationer, der afgjorde sagerne for os. Som hold kunne vi bestemt ikke være tilfredse med præstationen. Jeg håber, det er et andet Rungsted-hold,  der optræder på torsdag. Vi skal gerne stå skarpere og ikke spille så meget på “må og få”, som vi gjorde i aften, sagde Rungsted-træner Flemming Green efter kampen tirsdag til Rungsted Seier Capital TV. 

Hvidovre Fighters er kommet fremragende ind efter landsholdspausen med sejr i Esbjerg, point mod Rødovre og altså et tæt nederlag mod Rungsted. 

Kan det blive ved for et svækket Hvidovre-hold, der er kommet overraskende godt ud efter landsholdspausen. Det virker til, at spillerne er rykket “sammen i bussen”, der i aften ikke skal køre så langt.

Da de to hold mødtes i premieren i Bitcoin Arena vandt Rungsted 8-1.

DET FORVENTER VI: Rungsted Seier Capital kommer med stærkere spil og mere fart og går ind som stor favorit i aften. Kan Hvidovre-spillerne blive ved at følge med? I givet fald vil det være imponerende. 

SKADER/KARANTÆNER: Rungsted stadig uden de langtidsskadede Jon Lee-Olsen og Mikael T. Christensen, mens Hvidovre tirsdag manglede Oliver Persson, Kim Johansson, Christian Silfver og Andrei Chistyakov. 

PROFILERNE: Emil Jidskog får en travl aften i Hvidovre-målet og kan blive nøglen til at holde Fighters inde i kampen. Hos Rungsted var Mattias Persson stærkt kørende med et par tekniske finurligheder tirsdag aften.