OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Herlev Eagles

Foto: Jan Korsgaard

FØR KAMPEN: Rungsted Seier Capital har stor fordel i serien, specielt efter søndagens kamp i Herlev, hvor hjemmeholdet tabte en 3-0-føring, indkasserede fem mål og røg ned med 0-2 i kampe.

Dermed er Herlev nærmest tvunget til at vinde i Bitcoin Arena i aften, og det første, der skal slås hul på i den henseende, er historien, for vi skal helt tilbage til november 2014 for at finde den seneste Herlev-sejr i Rungsted. 

Hvordan skal Herlev stoppe Rungsted i aften? Kun med en overordentlig streng disciplin hos alle fire kæder kan det lade sig gøre, for Herlev har ikke råd til udvisninger mod et Rungsted-hold, der straffer konsekvent og med mange facetter.

Samtidig er der ikke råd til en eneste blunder hos Emil Jidskog i buret, ligesom mulighederne skal udnyttes med størst mulig konsekvens – og ikke må misses, som ved 3-4 i søndags, hvor Herlev havde chancerne for at komme på omgangshøjde igen i den dramatiske kamp.

Kunne man i øvrigt forestille sig, at træner Wener miksede kæderne en smule og måske forsøgte at bryde A-kæden op og fordele kræfterne mere ligeligt hos Herlev?

Der blev drukket over 1000 liter øl, da Rungsted fredag aften vandt den første hjemmekamp i serien, og selv om tørsten næppe er så stor en tirsdag aften, så hersker ishockeyfeberen lige nu i det nordsjællandske, hvor Rungsted spiller en stærk omgang underholdende og offensiv ishockey.

Kommer der ikke mål fra den ene, så fra den næste. Eksempelvis søndag, hvor Rasmus Andersson dukkede op med to kasser, inden Nikolaj Rosenthal gjorde det samme. Charlie Sarault har været den helt store regissør og målene kommer også fra backerne Daly og Jensen, hvis der mangler offensive kræfter. 

Der er tv-kamp i aften fra Rungsted og dermed sen kampstart 20:30 i Bitcoin Arena.

DET FORVENTER VI: At Herlev bliver sat under tryk fra start mod et Rungsted-hold, der vil forsøge at trykke på og lukke kampen hurtigt. Herlev skal spille på kontra og powerplay og satse på, at førstekæden leverer de nødvendige mål. 

PROFILERNE: Emil Jidskog bliver den ubetinget vigtigste spiller for Herlev i aften og skal op mod landsmand Matias Persson, der endnu ikke har scoret i de to kampe. 

SKADER/KARANTÆNER: Kim Staal har været ude for Herlev i de to første kampe, hvor Rungsted har kunnet spille med fuldt hold.