OPTAKT: Hvidovre Fighters-Frederikshavn White Hawks

Vojens Efterskole
Foto:Frank Nielsen
Vojens Efterskole

FØR KAMPEN: Vi har en enkelt kamp i Metal Ligaen i aften, hvor Hvidovre Fighters tager imod Frederikshavn, der skal på en god lang tirsdagstur over tæt trafik for at erobre hovedstadens forstæder.

Men vi er dog endnu i en tid, hvor der stadig er lyst længe og hvor kampprogrammet er spiseligt. Så mon ikke der er energi tilbage hos nordjyderne, når de rammer Hvidovre et par timer før kampstart klokken 19?

I hvert fald bliver det med en vis optimisme i bagagen eftersom det nye frederikshavner-hold har gjort det glimrende hidtil i sæsonen. White Hawks er den skarpeste forfølger til Rungsted pt, og det der glæder folket i Frederikshavn er den stabilitet og ikke mindst moral, der for eksempel sikrede tre point i slutfasen, da Frederikshavn mødte Rødovre for en uge siden.

White Hawks spiller i dag med en ny mand i backlinjen i form af den spændende finne Santeri Suistio, der for øjeblikket er til overs i den finske Liiga-klub Lukko Rauma og som stensikkert er et produkt af træner Jari Pasanens forbindelser i Finland. Derfor må vi også formode, at han ikke er en “lottokupon”, men en reel forstærkning, der er mindst lige så stærk som Kasper Kristensen og de folk, der står i næste række i Frederikshavn.

Suistio spillede sidste sæson tre kampe for det finske U20-landshold, hvilket er et skarpt nåleøje at komme igennem.

Hvidovre er dryppet ned på niendepladsen i tabellen, men står også i underskud af kampe på grund af “bro-aflysningen” i Odense forleden. Seneste kamp gav et ærgerligt pointtab i Herlev, hvor hjemmeholdet scorede til 2-2 i sidste minut og siden vandt i overtiden. 

Egentlig ikke den slags, Hvidovre plejer at smide under Peter Enehag, men Herlev er og bliver tilsyneladende en “angstgegner” for Hvidovre. 

I aften har hjemmeholdets spillere friske ben, og mon ikke Enehag dikterer offensiv puckjagt fra begyndelsen af kampen?

DET FORVENTER VI: Hvidovre har fået styr over defensiven på det seneste, Frederikshavn har haft det i hele sæsonen. Vi spår en tæt og målfattig kamp, der kunne ende i pointdeling efter 60 minutter.

PROFILERNE: Dale Mitchell er stærkt kørende for øjeblikket og har fundet sin topform. Senest med fire point mod Rødovre. Anders Schultz savner sit første sæsonmål for Hvidovre. Er det i aften?

SKADER/KARANTÆNER: Kasper Kristensen, Mads Larsen og Marcus Pedersen er alle ude for White Hawks, mens Hvidovre havde alle folk klar i Herlev forleden.