OPTAKT: Herning Blue Fox-Rødovre Mighty Bulls

FØR KAMPEN: Et hårdt slag i midten af tabellen mellem to klubber, der har rullet op og ned i det meste af sæsonen hidtil. Både Herning og Rødovre har kæmpet for at finde spillemæssigt fodfæste, og det resulterer i, at begge klubber ligger langt fra top fire – ligesom midtjyderne har misset det erklærede mål om det første trofæ i sæsonen, pokalen.

Der har været lidt mindre forventninger til Rødovre, men der er næppe heller tvivl om, at Magnus Bogrens mandskab internt heller ikke har leveret, som de havde forventet.

Rødovre er dog inde i en fase, hvor både spil og formkurve synes at være i forbedring.

– Herning er et hold der står godt til os, vi slog dem på hjemmebane. Selvom vi tabte efter straffeslag i Herning, så spillede vi en udmærket kamp, hvor vi måske fortjente bedre end kun det ene point. Jeg mener ikke, Herning er en skræmmende modstander. Jeg ser en god mulighed for sejr. Vi skal ind og bygge mere på vores spil og stå en smule bedre i defensiven, så er jeg sikker på, at vi nok skal vinde den kamp, siger en optimistisk og ærlig Rødovre-forward Frederik Skovby til Rødovre Lokal Nyt.

Hjemmeholdet fra Herning har på det seneste haft en helt håndfuld forwards ude af holdet, og det er måske lige nøjagtig den bredde, Blue Fox har savnet i de knappe nederlag på det seneste. Midtjyderne står med fire point i de seneste fem kampe, og det er bare ikke godt nok i Midtjylland, hvor forventningerne altid er skyhøje.

PROFILERNE: Efter en skuffende sæsonstart, hvor han har været helt under radaren, har Markus Jensen stille og roligt fået gang i scoringen igen. Jensen lavede både mål og assist i kampen mod Rungsted, som Herning tabte 4-5 i sidste øjeblik. Hos Rødovre var det igen Nicklas Carlsen (to mål) og Matthias Asperup (tre assister), der dukkede op på kamprapporten i den nylige 5-2’er mod Hvidovre.

DET FORVENTER VI: To hold, der har skøjteløbet som historisk kompetence og som oftest spiller tætte kampe. De to første kampe er endt som etmåls-forestillinger, og det kan sagtens ske i aften igen.  

SKADER/KARANTÆNER: Herning havde David Vesterby, Thomas Andersen, Daniel Nielsen og Anders Poulsen ude senest mod Rungsted, mens Kristoffer Astorp afsoner sin sidste karantænedag.