OPTAKT: Herlev Eagles-Odense Bulldogs

Vojens Efterskole
#23 Maksim Popovic - Herlev Eagles -
Vojens Efterskole

FØR KAMPEN: Da de to hold mødtes meget tidligt på forsæsonen, vandt Odense en kneben sejr i Herlev. Sammenholdt med, at Teemu Seppänen pt. er i storform, ligesom de fynske svende er fyldt med selvtillid efter 3-0-sejren over SønderjyskE, så ligner det en kamp, hvor de i denne sæson undertippede fynboer slet ikke skal undervurderes. 

Bulldogs er fulde af gejst efter fredagens hårde indsats mod SønderjyskE, forklarer kaptajn Martin Larsen til Fyens Stiftstidende. 

– Der var mere gejst og ild i øjnene hos spillerne i fredags. Vi fik arbejdet os godt ind i kampen, og Teemu (Seppänen, målmand, red.) tog alt. Det var tålmodighed, der fik os til at vinde den kamp.

– Vi skal bruge samme opskrift mod Herlev. Når vi får chancer i løbet af kampen, skal vi eksekvere. Herlev har præsteret fint indtil nu, og det bliver en intens og tæt kamp. Men vi har det fint med tætte kampe, siger Martin Larsen til Fyens Stiftstidende. 

Da facitstregen blev slået for Herlev i sidste uge, var det såmænd heller ikke noget tosset resultat. Eagles vandt stensikkert hjemme over Rødovre og pressede derefter mestrene fra Aalborg tungt fredag aften i Bentax Isarena.

Optimismen hersker stadig i Herlev, hvor træner Patric Wener har fået sit mandskab ind i en god rytme og hvor spillermaterialet ligner noget, der kan spille med om en top syv-placering helt frem til sæsonens slutfase.

En lille iagttagelse fra statistik-boardet på Metalligaen.dk fortæller, at både William Quist (17) og Remy Giftopoulus (14) er blandt de fem mest skydende spillere i Metal Ligaen. Sidstnævnte har ikke scoret endnu. Måske får han hul på bylden i aften?

PROFILERNE: Den unge tjekke Vojtech Komarek fik en slags gennembrud for Odense fredag aften med to scoringer og en gennemgående fin indsats. Har et godt blik for spillet. Hos Herlev var Brett Thompson stærkt spillende og førte an både mod Rødovre og Aalborg. Er måske på vej til at avancere og blive en af Metal Ligaens absolutte spidser. 

SKADER/KARANTÆNER: Odense stillede med fuldt hold fredag aften mod SønderjyskE, hvor Herlev var i Aalborg uden Benjamin Mauritzen og Ulrich Linnet. 

DET FORVENTER VI: Det er Herlev, der skal skabe kampen nøjagtig som sidste tirsdag mod Rødovre, hvor ørnene sagtens kunne “klare initiativet”. I aften gælder det for Herlev om at få hul på bylden mod Odense, der spiller ud fra en stærk defensiv og en sikker Seppänen. Scorer Odense det første mål, er fynboerne hyperfarlige.