OPTAKT: Esbjerg Energy-Frederikshavn White Hawks

Vojens Efterskole
Vojens Efterskole

FØR KAMPEN: Kvartfinalerne giver ishockeytilskuerne fremragende underholdning og beviser endnu engang, at slutspillet i ishockey er den bedste omgang sport, Danmark kan byde på. 

320×360 artikel

I aften har Esbjerg Energy muligheden for at skyde sig i semifinalen, hvis det bliver til en sejr over Frederikshavn White Hawks. Der er forståeligt nok stor, stor optimisme hos vestjyderne efter den stærke vending i søndags i det nordjyske. Felix Scheel ser i dagens udgave af JydskeVestkysten tilbage på serien. 

– Godt nok tabte vi den fjerde kamp, men vi følte, at vi var bedst, og den kamp viste jo også, at vi altid kommer tilbage. Da vi sidder nede i omklædningsrummet efter anden periode og er bagud 2-1, er der ingen panik, og det er der heller ikke, da vi kommer på 1-3 i starten af tredje periode. Vi arbejder bare videre, fordi vi er sikre på, at det nok skal komme, siger han til avisen.

– Der er bare en vinderkultur i denne klub. Selv når det ser allersortest ud, er der ingen, der stresser, der er ingen, der går i panik. Vi kigger hele tiden på, hvad vi kan gøre for at få det bedste ud af alle situationer, tilføjer han i forhold til kamp fem i Frederikshavn i søndags. 

Scheel har gennem hele sæsonen været en af Esbjergs bedste spillere, og forwarden vender de mange skadede forwards i Esbjerg-lejren til, at de resterende bare får mere istid.

Der bliver formentlig også masser af arbejde til Energy-folkene i aften, for Frederikshavn-spillerne “kæmper for livet” og en kamp syv på hjemmebane på fredag. 

Det er nu eller aldrig for White Hawks, der har haft problemer med at “lukke” de seneste to kampe – samme syndrom, som i øvrigt ramte nordjyderne i Metal Final4-finalen.

– Det har vi haft problemer med de sidste måneder. At være foran og smide det væk til sidst. Jeg tror, vi bliver for nervøse. Vi glemmer, at så længe vi har pucken fremad i banen, så scorer de i hvert fald ikke. Det skal vi ændre på, hvis vi skal videre fra kvartfinalen. Det bliver knald eller fald tirsdag aften, siger Christopher Frederiksen til Kanal Frederikshavn.

PROFILERNE: Bumagin har båret en del for Frederikshavn i den her serie, men flere af de toneangivende imports skal træde i karakter. Dale Mitchell måske? Hos Esbjerg spillede Anders Krogsgaard en fin kamp søndag med to mål. Backen har fået en offensiv dimension ind i sit spil og har scoret ni mål i denne sæson mod tre i sidste sæson.

DET FORVENTER VI: Det kunne sagtens blive et taktisk målfattigt spil mellem to hold, der har meget på spil. Er der nogen, der tør kaste alt frem og angribe uden omsvøb? Det kan godt give pote at turde – men vi tror på en sen afgørelse i en tæt kamp.

SKADER/KARANTÆNER: Esbjerg har på det seneste været uden Colin Vock, Kim Karlsson, Christian Wejse og Niklas Andersen. De to sidstnævnte er heller ikke med i aften. Frederikshavn mangler langtidsskadede Kasper Kristensen.