Om Bjorkstrands karriere og farvel: En kæmpe æra er forbi

Vojens Efterskole
Brøndby intro artikler
Foto: Tonni Paibjerg ©

– Han var hele grunden til, at jeg begyndte at gå til ishockey. Jeg er i chok, sagde en god mangeårig ven til mig i telefonen for nogle minutter siden.

Det er formentlig samme følelse, mange Herning-fans, spillere og ledere gennem tiderne sidder med i dag. For kunne det virkelig passe? Kunne Herning Blue Fox virkelig fyre Todd Bjorkstrand?

For mange fans i omgivelserne af midtjysk ishockey vil det også være afslutningen på en æra. Et endeligt farvel til de gyldne 90’ere, som så mange herningensere stadig ser tilbage på som de største dage overhovedet i Kvik Hockey Arena. Dengang Herning var en magt og opgørene mod Esbjerg var en duel for mænd med hjerte og blod det rette sted.

For der er stensikkert en hel del, der har samme følelse som min ven.

Todd Bjorkstrand var grunden til, at man tog til ishockey i Hernings gyldne år. Han var der altid inde foran mål.

Passerede point nummer 1000 i dansk ishockey som den første og hidtil eneste, og var i bund og grund for god en spiller til at være her i landet.

Men han var Herning tro, selv om der stensikkert var tilbud udefra. Stiftede familie og groede fast i Midtjylland – og så længe han var spiller og leverede mål, var han en populær skikkelse.

Men allerede dengang hørte man om en kompromisløs indstilling til sporten.

Todd Bjorkstrand boede i kælderen derhjemme, når der var slutspil, men man kunne altid være sikker på, at når han så lyset, var der mål i Kvik Hockey Arena.

Da han efter en bronzekamp mod Frederikshavn tog afsked med publikum i Herning og sagde farvel til sin aktive karriere med familien på isen, fik han en varm og hjertelig hyldest af sit publikum og holdkammeraterne, og det var mere end logisk, at han overgik til trænergerningen, hvor han straks tog sin indstilling med over i trænerrummet.

Serierne mod AaB og senere SønderjyskE og duellerne med Heinz Ehlers og Mario Simioni var tæt på at blive så lige legendariske som dysterne mod Esbjerg.

Og havde Herning tabt en kamp, kunne man være sikker på at se en sammenbidt Todd Bjorkstrand i trænerrummet efter kampen. Havde Herning vundet, var han aldrig helt tilfreds.

Hele tiden videre til næste kamp. Næste sæson.

Det er vanskeligt at finde en så udpræget vindertype som Todd Bjorkstrand, og seks mesterskaber som træner taler et sprog, der er svært at misforstå.

Med en knaldende hård linje kunne Bjorkstrand stadig komme langt med sine hold med den “gamle generation af spillere”, og i virkeligheden var en hans største præstationer i Herning bronzemedaljen i 2010.

Det var året efter, at klubben næsten var gået rabundus i kølvandet på finanskrisen, og hvor Bjorkstrand måtte starte forfra med et purungt mandskab og billige udlændinge, som han fik til at overpræstere og blandt andet slå et på papiret langt stærkere EfB-mandskab ud i kvartfinalen.

Der var også ridser i lakken. Som for eksempel den heftige spillerafgang i kølvandet på mesterskabet i 2008 og det manglede mod til at turde satse på Frederik Andersen, der i stedet skiftede til Frederikshavn.

Men – gennemgående var det svært at stille spørgsmål ved Bjorkstrand. Resultaterne stemte, og et finalenederlag i kamp syv i Vojens i 2014 kunne ingen klage over.

Det lå også i luften, at han på et tidspunkt skulle ud i Europa og prøve sig af. Det blev Østrig og Graz og et step opad i ligahierarkiet ude i den store verden.

Den første sæson forløb nogenlunde, men efter en svingdør af spillere, der kørte over en halv sæson uden resultater, fyrede den østrigske klub Todd Bjorkstrand.

Herning kaldte igen, og her var det næsten i den kuriøse ende, at han skulle afløse sin gamle rival Mario Simioni.

Tilbage står en sæson, hvor Todd Bjorkstrand havde frie hænder til at sammensætte en trup, der blev åreladet, da Steffen Frank, Joachim Linnet og Kristoffer Lauridsen tog med Simioni til Frederikshavn. Det skal man have med i afregningen, når man evaluerer 2016/17-sæsonen og det resultat, der var det ringeste siden 80’erne for Herning.

En tidlig skade til Mathias Mølgaard betød, at det var vanskeligt at opdyrke en danskerstamme på topniveau i Metal Ligaen, men omvendt formåede Bjorkstrand – set i bakspejlet – heller ikke at hente de imports, der for alvor kunne løfte holdet.

En evne, som han altid brillerede med, da han i tidligere tider fandt juveler som Kevin Marsh, Pekka Tirkkonen, Blaine Down, Jeff Campbell og Bryan Marshall, der alle blev publikumsyndlinge i Herning.

I sidste ende blev det ikke de manglende sportslige resultater i sæsonen, der blev endestationen for Bjorkstrand, men i stedet hans kompromisløse stil, som ikke mere kunne harmonere med den nye generation af spillere og moderklubben Herning IK.

– I bund og grund er det et spørgsmål om forskellige syn på spillerkultur, management og forståelsen af behovet for at tilgodese en klubs samlede interesser på tværs af frivillige, amatørafdeling, den professionelle del og organisation i øvrigt, som er den egentlige årsag til bruddet, skrev Blue Fox i pressemeddelelsen.

Og sådan sluttede en af de største æraer nogensinde i dansk ishockey nogensinde.