Olle Liss skifter med øjeblikkelig virkning til SHL

Foto: Jan Korsgaard

I sæsonen 2015/16 var Nicolai Meyer og Olle Liss nærmest de to spillere, der alene bar Aalborg Pirates gennem sæsonen.

Det dansk-svenske makkerpar hærgede rundt omkring i Danmark og har begge siden haft ret stor succes i Allsvenskan, hvor de i denne sæson har været fremtrædende spillere på topscorerlisten.

Nicolai Meyer er for øjeblikket nummer 15 på topscorerlisten med sine 28 point for Troja-Ljungby, mens Olle Liss har et point færre med 27 point for IK Pantern, den lille Malmö-klub, der konstant overrasker og lige så konstant har økonomiske problemer.

Mens Meyer ser ud til at skulle tilbringe resten af sæsonen hos Troja, står Olle Liss nu foran sin debut i SHL. 

Olle Liss er nemlig med omgående virkning blevet hyret af Rögle, der har set et lys i den farlige angriber med det flagrende hår.

– En kraftfuld wing, som elsker at skyde. Stærk i spillet med puck og med et udmærket skud. Jeg er overbevist om, at han er klar til at spille i SHL nu, siger sportschefen i Rögle, Chris Abbott, i forbindelse med skiftet. 

Olle Liss forventes at debutere i aften, når Rögle møder Brynäs.