Olle Liss: – Min første kamp med fem mål

Der var en helt ekstraordinær hovedperson i Aalborg Pirates stensikre 6-2-sejr over et til tider modløst Herlev-hold i Gigantium Isarena. Det var svenske Olle Liss, der scorede hele fem gange for piraterne og dermed cementerede sig som en af Metal Ligaens farlige mænd.

Tidligere på sæsonen har det været Nicolai Meyer, der har stået for produktionen hos Aalborg, men han var i skyggen af Liss i aftes. Tredjemand i Aalborgs førstekæde som sædvanlig Christopher Frederiksen.

– Jeg tror aldrig nogensinde, jeg tidligere har scoret fem gange i en kampe. Hverken som senior eller junior, lyder det fra en glad Olle Liss, der ganske beskedent kalder sin indsats for “helt ok”.

– Samarbejdet med Meyer og “Chris” fungerer rigtig godt. Vi skaber mange målchancer og får rigtig meget tiltro fra træneren. Jeg trives rundt om de to, lyder det fra Olle Liss.

– Jeg har haft mange muligheder i flere kampe under sæsonen, men i dag (i aftes) løsnede det og puckene ramlede bare ind. Det var en utrolig vigtig sejr for holdet, som vi virkelig behøvede, tilføjer den stærke svensker overfor FACEOFF-online.dk.

Olle Liss har spillet hele sin juniorkarriere i Leksand, men rykkede siden sydpå, hvor han i de seneste sæsoner har spillet for Halmstad og Kristianstads IK i den svenske Division I, den tredjebedste række. Derefter kaldte altså et professionelt eventyr i Aalborg.

– Jeg har ambitioner om at blive så god som muligt og spille på et så højt niveau, jeg kan. Efter tre seniorsæsoner i Sverige tænkte jeg, at Danmark ville være et godt alternativ. Samtidig var det tid for en ny udfordring. Jeg trives her, det er en sjov liga at spille i, og det adskiller sig ganske meget fra hockeyen i Sverige. Men det passer mig godt, tror jeg.

Hvordan ser du Aalborgs muligheder for at avancere i tabellen?

– Gode. Vi har faktisk spillet godt i mange af kampene, men desværre har vi nogle perioder, hvor vi slet ikke er med. Vores bundniveau er for lavt, og det skal simpelthen være højere. Det skal vi arbejde med, siger Olle Liss til FACEOFF-online.dk.