Oliver Hansen fra Odense til Okanagan European Eagles

Okanagan European Eagles får hele to danskere i truppen for den kommende sæson. Ikke blot målmand Albert Adamsen (læs mere her, hvor du også kan læse mere om Okanagan European Eagles), men også den unge Odense-back Oliver Hansen får mulighed for at rejse rundt i Nordamerika og spille 60 kampe i United States Premier Hockey League (USPHL).

Oliver Hansen har i hele sin karriere bevæget sig i Odenses juniorsystem, og han har spillet sig ind hos Okanagan European Eagles via en training camp i østrigske St. Pölten.

– Oliver Hansen kommer til at bringe fysisk præsens på vores blå linje. På training campen afsluttede han hver eneste tackling i hvert eneste skift i vores kampe mod Dutch Selects (et udvalgt hollandsk U20-hold) og leverede det største hit overhovedet på hele campen. Vi glæder os til at se ham på en mindre isflade, siger scout hos Okanagan, Tyler Bilton, til holdets hjemmeside.

17-årige Oliver Hansen blev i sidste sæson noteret for 23 kampe for Odenses hold i 1. division.