OL: Russiske stjerner VIL spille og vinde turneringen

Rusland blev som bekendt udelukket fra Vinter-OL 2018 i går, i hvert fald så meget, at russerne ikke må stille i nationale dragter og så meget, at den russiske nationalsang ikke må spilles under legene.

De umiddelbare reaktioner fra Rusland var hårde og flere politikere luftede truslen om en total boykot og dermed også et farvel til ishockeyturneringen.

I dag har tonen fra manden, der bestemmer, Vladimir Putin, dog været mildere stemt, måske fordi flere af de russiske ishockeyspillere bestemt ikke bryder sig om tanken om ikke at deltage i turneringen.

Putin har i dag – ifølge svenske Expressen – sagt, at Rusland ikke kommer til at hindre sine sportsfolk i at deltage i OL, og endnu skulle der også være landet en melding fra fremtrædende russiske ishockeyspillere på de toppolitiske borde, hvor de bad om at få lov at stille op til OL.

Skt. Petersborg-stjernen Ilya Kovalchuk supplerede til tv-stationen Russia Today:

– Ja, de har taget vores flag og nationalsang. Men ikke vores stolthed og overbevisning. Vi ved, at vi er russere og repræsenterer det bedste land i verden. Vores fans vil støtte os endnu mere, og vi skal gøre alt for, at vi kan leve op til deres forhåbninger, siger han.

Mon ikke Rusland stiller op i ishockeyturneringen? og det med mere motiverede spillere end nogensinde tidligere.