OL-kvalifikation: Polen forbereder sig mod Slovakiet

Polen er jokeren i den kommende OL-kvalifikation i Hviderusland, og det forventes ikke, at polakkerne kommer til at spille nogen rolle, når det skal afgøres, hvilken nation, der skal videre til Sydkorea i 2018.

Men tag ikke fejl af polsk ishockey. Nationens liga og landshold er i fremgang, bevist eksempelvis, da mestrene fra Tychy slog Herning i sidste sæsons Continental Cup-finalerunde. Og landsholdet – ledt af den tidligere superstjerne Jacek Plachta – går markant seriøst til OL-opgaven.

Polakkerne samles 22. august i Tychy og forbereder sig derefter frem mod afgangen til Minsk. Polen spiller en enkelt træningskamp frem mod afrejsen til Hviderusland.

26. august møder polakkerne Slovakiet i Nove Zamky på udebane og på det polske forbunds hjemmeside betegnes det som den perfekte forberedelse og en “klassemodstander” frem mod OL-kvalifikationen.

Senest de to nationer mødtes var ved VM i 2002, hvor Slovakiet stensikkert vandt 7-0 over polakkerne ved A-VM. Siden dengang har Polen ikke været med blandt verdens 16 bedste, men både i 2015 og 2016 var Polen med i kampen om oprykning i sidste spillerunde.