OL-kval: Testkamp – Hviderusland slog Frankrig uden problemer

Den første danske modstander ved den kommende OL-kvalifikation, Hviderusland, fik en fin første generalprøve på den vigtige turnering.

Hviderussserne slog fredag aften Frankrig med 5-2 uden de store problemer på hjemmebanen i Minsk, hvor hjemmeholdet lynhurtigt bragte sig foran 3-0.

Stanislav Lopachuk, Andrei Stepanov og Artur Gavrus havde scoret efter 13 minutter og dermed var det opad bakke for de gæstende franskmænd, der dog fik reduceret et par gange i løbet af de sidste to perioder.

Franskmændene var dog ikke i nærheden af sejren, der blev slået fast af to hviderussiske scoringer i de sidste to perioder signeret Evgenij Lisovets og Alexander Kulakov.

Det var første kamp i trenationers-turneringen i Minsk. I går vandt Tyskland så en suveræn 4-0-sejr over Frankrig, og det skal blive yderst spændende at se, hvordan det går i eftermiddag, når Hviderusland tager imod Tyskland i “finalen”, der spilles klokken 16 dansk tid.