OL-KVAL: Dansk pligtsejr på sidstedagen

Foto: Jan Korsgaard

Polen – Danmark 2–5 (1-1, 0-2, 1-2)

Danmark hentede søndag en pligtsejr over Polen, i en relativt udramatisk kamp, uden nævneværdig gejst eller fysik hos nogle af de to hold. På den positive side fik danskerne scoret fem mål og fik altså også rundet turneringen af med en sejr, oven på skuffelserne mod Hviderusland og Slovenien.

(FACEOFF.DK i Minsk) Der var ikke andet end æren tilbage at spille for, da Danmark søndag eftermiddag mødte Polen i den sidste puljekamp ved OL-kvalifikationsturneringen i Minsk. Vinderen af dagens kamp ville løbe med tredjepladsen i gruppen, mens danskerne for længst har måttet vinke endegyldigt farvel til OL-drømmene.

Til dagens kamp stillede Danmark op uden en sygdomsramt Nichlas Hardt, mens Frederik Andersen og Peter Regin begge sad ude med skader. Dette betød, at Sebastian Dahm vogtede det danske mål og at der var istid til Mathias Bau Hansen og Emil Kristensen.

Danskerne fik den bedste start på kampen, da man allerede efter tre minutters spil fik bragt sig i front ved Frederik Storm, der efter en hurtig spilvending modtog en tværpasning fra Frans Nielsen tæt under mål. Her eksekverede Storm sikkert, da et håndledsskud blev sendt ind bag Przemyslaw Odrobny i det polske mål.

Frans Nielsen var tæt på at udbygge den danske føring efter otte minutters spil, da han på egen hånd fik afdriblet den polske defensiv og forsøgte at få lagt pucken ind under Odrobny, der dog fik lukket af langs isen.

Minuttet efter fik Mads Christensen sat Jannik Hansen op til afslutning ved fjerneste stolpe, men Hansen fik ikke det ønskede træf på pucken, som derfor gik forbi mål.

De polske muligheder havde været få og sporadiske i første halvdel af perioden, men omkring det 12. minut fik polakkerne lidt bedre fat i kampen, som danskerne hidtil havde siddet på rent spillemæssigt. Dette blev illustreret ved Pawel Dronia, der modtog en pasning fra en position bag det danske mål, men som på et halvtomt mål fik sendt pucken lige på Sebastian Dahm; en fæl afbrænder af Frankfurt-spilleren.

Polen fik dog udlignet til 1-1 minuttet efter, da Kamil Kalinowskis afslutning fra halvdistancen blev rettet af og snød Dahm i målet.

Frederik Storm var tæt på at nette for anden gang i perioden omkring de 16. minut, men den ellers veludførte styring gik lige forbi det polske mål.

Der blev ikke scoret yderligere i perioden, som blev afviklet i et beskedent tempo og uden de store fysiske konfrontationer på isen.

Polakkerne havde sluttet første periode bedst af og fik hurtigt chancen for at videreføre presset i anden periode, da Mikkel Bødker blev udvist for en slashing efter blot 28 sekunders spil. Polakkerne kom dog ikke frem til de helt åbne chancer og danskerne slap med en advarsel.

Selvsamme Mikkel Bødker tog revanche og bragte Danmark foran med 1-2 efter seks minutters spil, da han afsluttede resolut på en tværpasning fra Nicklas Jensen og kunne se pucken glide mellem benene på den polske keeper.

Polen fik chancen i power play igen efter otte minutters spil og her var de rødblusede polakker tæt på at bringe balance i regnskabet, da man fik sendt en afslutning rent på stolpen bag Sebastian Dahm.

Nicklas Jensen kunne med lidt held være kommet på tavlen efter 14 minutters spil, da han tog sig en glimrende solotur og til sidst også fik sendt en kvalificeret afslutning på Odrobny.

Øjeblikket efter blev polakkernes ramt af en udvisning og i det efterfølgende power play bragte Philip Larsen Danmark foran med 1-3, da hans afslutning fra distancen blev rettet af undervejs og snød polakkernes målmand. Danmark vandt dermed perioden med 0-2; i øvrigt den første vundne periode for danskerne under opholdet i Minsk.

Det danske spil blev stille og roligt bedre som kampen skred frem og tidligt i tredje periode blev det da også 1-4 ved Nikolaj Ehlers, der køligt afdriblede Odrobny i det polske mål, da han fik alt for meget plads.

Det danske hold var nu i kontrol og næsten alt spil forgik i polakkernes zone. 10 minutter inde i perioden kostede et dansk koncentrationssvigt dog et polsk mål, da Markus Lauridsen tabte pucken i egen zone. Et pucktab som polakkerne ikke var sene til at udnytte, da Maciej Urbanowicz reducerede til 2-4 på Dahm.

Kampens sidste scoring tegnede Morten Madsen sig for, da han 13 minutter inde i perioden scorede til 2-5, efter flot forarbejde af Nicklas Jensen bag det polske mål.

Man of the match: Nicklas Jensen spillede en god kamp for danskerne, kombinerede godt med sine kædekammerater og fik ved flere lejligheder vist prøver på sin gode teknik. Det blev også til tre assists i dag for den teknisk velfunderede forward.