OL-kval: Danmarks sidste modstander findes i dag

Foto: Jan Korsgaard

På den internationale scene har 12 nationer de seneste dage kæmpet stenhårdt om tre pladser i den kommende runde af OL-kvalifikationen. Tre grupper er i gang – i Sapporo (Japan), Budapest (Ungarn) og Cortina d’Ampezzo (Italien) og alle tre steder er der lagt op til drabelige finaler i dag.

Seks hold spiller nemlig tre afgørende kampe om at komme videre, og allerede klokken 10:00 dansk tid spilles den første knockout-kamp mellem Japan og Ukraine, der begge har vundet klare sejre over Rumænien og Kroatien frem mod dagens afgørende kamp i Sapporo. Ingen af holdene har lukket mål ind.

Den tidligere Esbjerg-målmand Yutaka Fukufuji har stået en enkelt kamp for Japan, og er formentlig førstevalget i dagens gyser. Også den anden “Esbjerg-japaner” fra i fjor Shinya Yanadori er med hos Japan. Vinderen tager det hele.

Sådan er det også klokken 18 i Budapest, hvor to fremadstræbende nationer, Ungarn og Polen, ikke har haft de fjerneste problemer med at køre Estland og Litauen over. Forvent mindst 10.000 tilskuere i Budapest Sport Arena. Det bliver virkelig en gyser mellem den nye A-nation Ungarn og polakkerne, der ikke var langt fra at rykke op i fjor.

I Cortina d’Ampezzo (20:45) mødes et forynget og “italiensk” Italien og Storbritannien i dagens sidste knockout-kamp. Begge hold har haft problemer med Holland og slået Serbien klart, og det ligner en helt åben affære i det italienske, hvor hjemmeholdet de seneste sæsoner har satset på egen avl i stedet for nationaliserede canadiere.

Hvor stiller det så Danmark? Regnskabet er ganske simpelt, for danskerne møder i Minsk i september Hviderusland og Slovenien, og det hold på verdensranglisten, der er lavest placeret af de tre hold, der måtte gå videre i dag. Falder kampene ud efter den nuværende placering på ranglisten bliver det vinderen af Japan-Ukraine, men vinder enten Polen og/eller Storbritannien, kan det også sende et af de to hold til Minsk.

Danmark møder altså det lavest placerede hold, der går videre. Nuværende ranglisteplaceringer for de seks hold, der kan kvalificere sig. Det eneste der er sikkert og vist er, at Danmark ikke kommer til at møde Italien eller Ungarn.

18. Italien
19. Ungarn
20. Japan
21. Ukraine
22. Polen
23. Storbritannien