OL 2018 (M): Tjekkiet første hold i semifinalen

Tjekkiet er det første mandskab i semifinalen ved OL.

Det skete efter en regulær gyser her til morgen, hvor tjekkerne vandt 3-2 over USA efter straffeslag. Dermed har USA stadig ikke vundet OL siden 1980, mens tjekkerne stadig har en mulighed for at gentage triumfen fra Nagano i 1998, hvor de i øvrigt også fremstod som eksperter i straffeslag. 

I dag endte en tæt, ordinær kamp med 2-2. Samtlige fire mål blev scoret i den første halve time, inden de to mandskaber holdt hinanden i en skruestik frem mod straffeslagene. USA havde ellers en gylden mulighed for at spille i overtal i begyndelsen af overtiden, men formåede ikke at udnytte den. 

Og så slog Tjekkiets Petr Koukal ellers til som den eneste skytte i straffeslagene. 

Herlig dag for tjekkerne, nedtur for det sammenbragte amerikanske hold, der spillede under forventning ved dette OL.