OL 2018 (M): Sverige går topseedet ind i slutspilet

Foto: Jan Korsgaard

Så er gruppespillet ved OL-turneringen afsluttet, og det blev den med et rigtig nordisk brag. Finland og Sverige skulle afgøre, hvem der skulle snuppe førstepladsen i Gruppe C, og svenskerne trak den længste klinge i en kamp, der blev mere fysisk end spillemæssigt køn.

Svenskerne arbejdede stenhårdt fra start og spillede en god første periode, hvor de fik lagt et stort tryk på Mikko Koskinen i det finske bur. Således fortjent, at Sverige bragte sig foran 1-0, da Anton Lander kom fri og fik lirket pucken gennem benene på den finske keeper. 

Finland tog over i anden periode, og det var mindst lige så fortjent, at Joonas Kempainen fik udlignet i begyndelsen af en anden periode, som finnerne sad på. 

Tough tredje periode, hvor den tætte match skulle afgøres. Kamp om hver eneste millimeter og en ren heltedåd af Patrik Zakrisson ved svenskernes 2-1-scoring. Zakrisson styrede først et skud fra Johan Franzén ind på mål og kunne se Koskinen redde pucken. Derefter kastede Zakrisson sig selv ind over returen og scorede til 2-1. Oscar Møller lukkede matchen i tomt bur.

Det betyder, at Sverige går topseedet ind i slutspillet, der begynder på tirsdag. Svensker, finner og canadiere er havnet i samme halvdel. 

Øvrige kampe i dag: Tjekkiet sled sig til en 4-1-sejr over Schweiz med to mål i tomt bur, Canada havde problemer i anden periode, men slog Sydkorea sikkert med 4-0, mens Norge og Tyskland røg i straffeslag, som tyskerne vandt. 

På papiret får nordmændene alligevel noget af en gave med Slovenien i playoff-runden – omend slovenerne gang på gang viser, at de ikke må undervurderes.

Playoff-runden ser således ud – alle kampe tirsdag:
04:10 USA-Slovakiet
08:40 Norge-Slovenien
13:10 Finland-Sydkorea
13:10 Schweiz-Tyskland

Kvartfinalerne onsdag:
1: Canada-Finland/Sydkorea
2: Sverige-Tyskland/Schweiz
3: Rusland-Norge/Slovenien
4: Tjekkiet-Slovakiet/USA

Vinderen af henholdsvis kamp 1/2 og 3/4 mødes i semifinalerne.