OL 2018 (K): USA-GULD efter vild afgørelse i straffe

Det måtte næsten ende uafgjort i ordinær spilletid, da Canada og USA tidligt i morges skulle afgøre OL-finalen hos kvinderne. De to hold gav hinanden en match på ypperste niveau og leverede forrygende propaganda for ishockeysporten i 60 minutter, hvor begge hold havde føringer i 2-2-kampen. 

Marie-Philip Poulin stod til at blive matchvinder, da hun scorede til 2-1 for canadierne i anden periode. Poulin leverede også den afgørende scoring ved det seneste OL, og det var hendes femte mål i en olympisk finale. 

Men amerikanerne havde Monique Lamoureux-Dorando, og hun ville vinde den kamp. Kort efter at USA’s målmand Madeline Rooney havde reddet en canadisk friløber, vendte amerikanerne spillet og Monique Lamoureux-Dorando konverterede en friløber til 2-2. Der manglede godt seks minutter af kampen og efter 26 minutters spil uden mål måtte de to hold i straffeslag. 

Og hvilke vidunderlige straffeslag, der blev gennemført. Melodie Dauost lavede en “Peter Forsberg” på Rooney i USA’s mål, men Amanda Kessel udlignede, så der stod 2-2 efter fem runder. Den gik til knockout, og her leverede Jocelyn Lamoureux-Davidson, Monique Lamoureux-Dorandos tvillingesøster, et fantastisk træk rundt om Shannon Szabados i Canadas mål, og USA var på 3-2. 

Madeline Rooneys efterfølgende redning af Meghan Agostas forsøg lukkede kampen, og de amerikanske spillere brød ud i gråd, ekstase og glæde af en anden verden. For første gang siden Nagano 1998 var Canada stødt af tronen.