Oilers belønner målmand med ny kontrakt

Cam Talbot har haft pæn succes i sin første sæson som Edmonton Oilers-målmand, og det har fået den canadiske klub til at forlænge samarbejdet med den 28-årige målmand.

Talbot skrev søndag under på en tre-årig kontraktforlængelse med Edmonton, som hæver canadierens årsløn betragteligt. Cam Talbot spiller i denne sæson til en løn på $1,45 millioner, men ifølge TSN kan han i de næste tre sæsoner se frem til at få $4,167 millioner per sæson.

Cam Talbot blev tradet til Edmonton fra New York Rangers sidste sommer. Den canadiske klub, som i flere sæsoner har været placeret i den tunge ende af NHL-tabellen, gav tre draftvalg for Talbot og et draftvalg. Der var konkurrence om at sikre sig Cam Talbot, men Oilers var altså villige til at betale den højeste pris for ham.

I sin første sæson i Oilers’ ikoniske uniform står Cam Talbot noteret for en gennemsnitlig redningsprocent på 91,4 efter 26 optrædener. Han har holdt målet rent en enkelt gang og ført Edmonton til otte sejre.