Officielt: Heinz Ehlers ny træner i Nationalliga A-klubben SC Langnau

Heinz Ehlers er tilbage som træner i schweizisk ishockey – og igen i den højeste række, Nationalliga A. Aalborgenseren med de stationer som prof i udlandet og igen som træner, skal stå i spidsen for SC Langnau Tigers, der netop i dag har meddelt, at Ehlers afløser den fyrede Scott Beattie.

Det er klubbens officielle hjemmeside, der byder velkommen til danskeren.

Allerede i går begyndte rygterne at svirre i de schweiziske medier, for trænerskiftet kommer som konsekvens af Langnaus pauvre start på sæsonen, hvor det er blevet til blot fem point i 10 kampe.

Så det bliver en opad bakke-åbning for danskeren, der begynder sin sæson 10 point fra den eftertragtede ottendeplads, der giver adgang til playoffs.

Ifølge den meriterede schweiziske ishockeyskribent Klaus Zaugg kørte Ehlers i går den lange vej fra Aalborg til Langnau for at forhandle med klubben, og det bliver det femte trænerjob i Alpelandet for danskeren, siden Ehlers tiltrådte som co-coach i SC Altstadt Olten tilbage i 2007.

Derefter har ellers været i Biel, Langenthal og Lausanne – og har haft stor succes på alle tre stationer.

Han førte Biel til oprykning til Nationalliga A, inden han blev fyret efter en serie på seks nederlag på stribe i den bedste række.

Derefter førte han den lille klub Langenthal i Nationalliga B til det første mesterskab nogensinde i den næstbedste række – dog uden oprykning til følge – inden han etablerede Lausanne som et solidt hold i Nationalliga A. Ehlers blev afskediget i klubben i sidste sæson, men har siden været nævnt, hver eneste gang en schweizisk topklub stod foran et trænerskifte.

I begyndelse af sæsonen sendte den schweiziske avis Blick Ehlers til Kloten, men den historie var ikke sand. Nu er det til gengæld officielt og bekræftet af SC Langnau, at Heinz Ehlers tager over.