Økonomi: Bulldogs har levet på kanten, men overlever

Foto: Bluelinemedia.dk

Odense Bulldogs har i flere sæsoner kæmpet med gammel gæld. Klubbens økonomi har i denne sæson været på kanten – specielt i de seneste måneder.

Ledelsen har kæmpet med likviditeten, og et akkumuleret underskud fra de seneste sæsoner har betydet, at Bulldogs tidligere i denne måned regulært var truet på eksistensen. 

Klubbens ejerkreds er i en mail, hvor både “ikke nogen næste gang” og “konkurs” er nævnt,  blevet opfordret til at støtte organisationen, så man i første omgang kunne samle en million kroner. Den skulle være i kassen i morgen, siger formand for Bulldogs, Henrik Benjaminsen.  

– Vi betaler spillernes løn i morgen, og det er det vigtigste lige nu. Som det ser ud lige nu, har vi fået tilkendegivelser, der vil betyde, at vi også kan nå en million i morgen, så vi er fortrøstningsfulde – uden vi selvfølgelig kan stille en hundrede procents garanti, siger Henrik Benjaminsen. 

Han har sammen med klubbens bestyrelse i de seneste uger arbejdet på en kapitaludvidelse for at køre sæsonen færdig, slette gammel gæld og forsøge at skabe et fundament, så der også spilles Metal Liga-ishockey i Odense i den kommende sæson.

– Vi har sendt en advarsel ud om, at hvis ikke vi gjorde noget nu, kunne det godt ende med at ligaishockeyen i Odense ikke ville overleve. Vi blev nødt til at gøre noget.

– Vi vil også gerne have ekstra penge i kassen, så vi var og er sikre på, at vi kan fortsætte med at bygge et nyt fundament. Vi kunne sagtens have satset på et mindre beløb og så bare køre den her sæson færdig i første omgang, men så ville det jo ikke give mening eller perspektiv for folk at putte penge i nu, siger Henrik Benjaminsen. 

Han understreger, at Bulldogs-organisationen må og skal videre nu rent økonomisk og organisatorisk.

– Sæsonen har taget hårdt på hele vores organisation. Vi kan ikke holde til at fortsætte med at løbe bagefter hele tiden. Det koster alt for mange kræfter, og blokerer for nye tiltag. Der er brugt alt for meget tid på for eksempel at holde styr på likviditeten, finansieringsudgifter og afdragsordninger. Det skal der ryddes op i, så vi får nye kræfter. Heldigvis er der mange, der har forståelse for situationen, og at det er nu, vi skal have gjort noget, siger Henrik Benjaminsen.

Odense Bulldogs spiller i aften hjemme mod Esbjerg i den sidste grundspilskamp og kæmper for at undgå play-in.