Quirk afgjorde intens kamp i overtiden

Foto: Jan Korsgaard

Odense-SønderjyskE 2-3 (1-1,1-1,0-0) De høje temperaturer udenfor og de mange mennesker i hallen betød, at tågen næsten kunne ses over isen i Bryggeriet Vestfyen Arena.

Mange tilrejsende folk fra Sønderjylland og en flot repræsentation fra hjemmeholdets fans skabte hele aftenen en hamrende intens affære, hvor uafgjort efter 60 minutter var retfærdigt.

Men med to udvisninger – en i slutfasen og en i overtiden, kunne fynboerne ikke stå for presset til sidst mod et tøvende sønderjysk fire mod tre-powerplay.

Hos sønderjyderne vil man vel nærmere sige tålmodigt, for da afgørelsen kom, var der ingen tvivl. Jonas Johansson serverede en flot tværpasning til Cory Quirk, der uden problemer kunne slå pucken ind i målet. Galansky var chanceløs.

Det var en god gang fredagshockey i december. Begge hold sloges som gale for at hente de tre point. Odense for at revanchere 0-9-nederlaget fra tirsdag aften i Esbjerg, SønderjyskE for at finde en rytme efter en ujævn periode, der til dels blev brudt i tirsdags mod Rødovre – og så alligevel ikke helt.

De to første perioder blev delt ligeligt. Søren Pedersen huggede en tidlig føring for Bulldogs, men det scoringskriseramte SønderjyskE-hold slog igen kort før pausen, da Cory Quirk fik udlignet.

Mest dramatisk var det, da Mads Lund blev smidt tidligt i bad for en charging på Søren Pedersen efter 11 minutter. Det så tungt ud for sønderjyderne i den periode, men Bulldogs-powerplayet besad ikke den sædvanlige skarphed og på den måde var det overlevende gæstehold måske det, der kom bedst ud af de fem minutter.

I anden periode var det SønderjyskE’s tur til at komme foran. Scott Campbell var på plads, men kort efter fik Henry Hardarson omsat et længere fynsk pres til udligning, og derefter kom en lang periode, hvor de to hold satte hinanden skakmat. Ikke mindst på grund af stor opofring hos begge holds spillere.

Den fortsatte i tredje periode, hvor der ikke blev givet en centimeter i nærkampene. Der var mange gode detaljer. Ikke mindst gevaldige redninger af målmændene.

Galansky-mirakel på en helt fri Spelling og i den anden ende en usandsynlig redning i liggende stilling af Myllykoski, da Rasmus Bjerrum skulle afslutte fra en spids vinkel.

Det var vældig dramatisk og med masser af nærkampe foran målene. Sean Wiles viste sin høje klasse med et lækkert, maskeret svirp, men Myllykoski var på plads – og i den anden ende forsøgte Jonas Johansson sig flere gange, men manglede lige det sidste i afslutningerne.

Til sidst blev Cory Quirk matchvinder, og naturligvis havde de sønderjyske fans en fest bagefter – og hjemmeholdets fans gik hjem i forvisning om, at deres ry og rygte var genoprettet efter den miserable tirsdag i Esbjerg.