Odense tabte på dårlig disciplin

Odense Bulldogs-Herning Blue Fox 2-5 (2-2,0-2,0-1) 40 minutters disciplin og kølig udnyttelse af masser af powerplay var nok for Herning Blue Fox til at rende en sikker 5-2-sejr hjem i Bryggeriet Vestfyen Arena i aften.

Mario Simionis mandskab var det mest cool på dagen, mens Grattons Bulldogs ødelagde det for sig selv i en anden periode, hvor syv gange to minutter i boksen ikke kunne bære.

Samtidig var Bulldogs sædvanlige gejstbærer Dale Mitchell en skygge af sig selv, og fungerer han ikke, har Odense-mandskabet problemer.

Ellers en dejlig underholdende første periode, hvor de to hold tydeligvis var ude for at bevise, at de var på jagt efter point efter spage resultater på det seneste. Der blev tacklet dejligt igennem på både fynsk og midtjysk og angrebet lystigt.

Med det in mente var det vel egentlig fair nok, at der stod 2-2 efter 20 minutter.

Gæsterne bragte sig foran, da Joachim Linnet konsekvent straffede inkonsekvens i Odense-forsvaret og fandt Thomas Andersen foran mål.

Joakim Nettelbladt sørgede kort efter for aftenens lækkeri, da han med en slags maskeret pasning fandt Ryan McDonough, der scorede fra kort afstand.

De herlige tider for hjemmepublikummet fortsatte, da den sjældne målscorer Martin Larsen udnyttede en returpuck efter Sean Wiles havde hugget på Pisar skinne i en kontra.

Kulminationen på 20 minutters tju-bang-hockey kom, da Hernings friske wings Markus Jensen og Daniel Nielsen sammen erobrede pucken og fandt Kristoffer Lauridsen midtfor.

Nem scoring for Lauridsen til 2-2 og godt forarbejde af de helt unge Blue Fox’ere. Især Jensen spillede glimrende i aften, men en Kristoffer Lauridsen gjorde sig også positivt bemærket.

Odense havde store problemer med disciplinen i midtperioden, hvor udvisningerne haglede ned over hjemmeholdet. Det afgjorde reelt kampen.

Det er ganske muligt, at dommerne overså en eller to mindre straffe til Herning, men Bulldogs-spillerne excellerede også i dumheder.

Eksempelvis den ellers kølige Joakim Nettelbladts unødvendige crosschecking inde foran eget mål, og Henry Hardarsons alt for høje tackling på Sebastian Andersen foran Hernings boks, der kostede fire minutter i undertal.

Odense fik syv udvisninger i anden periode alene. Kun besvaret af Kyle Esserys ene for Herning. Og selv om Hernings powerplay langt fra var brillant, måtte det nødvendigvis få konsekvenser for Bulldogs.

Det kostede mentalt og på kræfterne at spille i undertal så længe for Bulldogs. Tomas Sinisalos bombe i fem mod tre efter 26 minutter og Kristoffer Lauridsens velovervejede afslutning efter 33:14 var konsekvenserne. Herning 4-2 efter 40 minutter.

Det hele faldt mere eller mindre til ro i tredje periode.

Odense havde en del puck, men gæsterne havde kontrol i kampen. Der var ikke flere Bulldogs-kræfter tilbage og allerede med fem minutter tilbage begyndte de første tilskuere at vandre ud i det mistrøstige vejr.

Med 11 minutter igen afgjorde Kyle Essery definitivt kampen med sit mål til 5-2. Og så rendte tiden stille og roligt ud uden den store dramatik.

Herning skøjtede tre sikre point med hjem, og den gode gamle sandhed om, at man ikke vinder kampe i straffeboksen blev igen bekræftet. Specielt i anden periode.

En spag pibekoncert akkompagnerede hjemmeholdet på vej ud, mens 50 Herning-tilskuere tiljublede gæsterne, inden turen ud i den mørke vinternat.