Odense overlevede og udlignede

Foto: Jan Korsgaard

Odense Bulldogs-Herning Blue Fox 2-1 (2-0,0-1,0-0) Odense Bulldogs er tilbage i serien mod Herning Blue Fox. Men det var i den grad med hiv og sving, at fynboerne fik fightet en 2-1-sejr hjem i det fjerde slag mellem de to mandskaber, for i de to sidste perioder var presset uhyre tungt mod en velspillende Tad Galansky i Bulldogs-målet og et godt kæmpende forsvar foran ham.

Efter al balladen i midtugen virkede det i aften til, at de to mandskaber havde sat disciplinen og “hold hovedet koldt” i højsædet. Overtændingen fra slutfasen i tirsdagen var parkeret i omklædningsrummene i Bryggeriet Vestfyen Arena.

Der var masser af nerve i kampen lige fra første minut. Action i begge ender, men stille og roligt med et gæstehold, der tog initiativet. Amerikanske Kyle Essery spillede en god kamp og var tæt ved at passere Galansky, da han midt i et Odense-overtal – kampens første – pludselig fik serveret en friløber.

Der lå et gæstemål i luften, da Elias Granath lidt klodset fik hægtet Dale Mitchell foran mål. Så bed Bulldogs. Et skud fra Simon Grønvaldt endte inde foran mål, hvor Mike Daugulis og til sidst Rasmus Bjerrum fik skovlet pucken ind til 1-0.

Bulldogs fik bedre fat efter målet. Men Kasper Degn og Jordan George, hvor er den mands skøjteløb en fornøjelse, fik kombineret sig til en stor chance, inden kampens andet mål. Det stod der også Odense på.

Igen var det Rasmus Bjerrum, der på en eller anden måde fik skubbet pucken ind bag Simon Nielsen. Fynboerne fik under alle omstændigheder skabt den nødvendige trængsel under Herning-målet.

Odense kom under pres i anden periode. Tog for mange af de små, dumme udvisninger, der konstant sendte Blue Fox i overtal. To lange sekvenser i fem mod tre resulterede dog kun i et enkelt mål.

Det var Kristoffer Lauridsen, der stod rigtigt placeret inde foran kassen. Daniel Nielsen skød konstant i overtallet, og havde Nielsen bare en enkelt haft et par centimeters større præcision i sine skud, havde Blue Fox også udlignet i midtperioden.

Hans skud peb bogstaveligt talt om ørene på Galansky. Kyle Essery havde dog periodens største chance, da han blev spillet fri af Kasper Degn på bageste stolpe, men Essery kunne denne aften ikke få kronet sin gode indsats med et mål.

Herning måtte satse i de sidste 20 minutter. Og gjorde det. Midtjyderne kværnede tålmodigt det ene angreb efter det andet ned mod Galansky, men åbnede sig også bagude.

Det gav flere muligheder for to mod en-situationer og Bulldogs-nordamerikanere var flere gange lige ved og næsten. Simon Nielsen parerede blandt andet flot på et Armstrong-forsøg.

Det blev dog mest en forsvarskamp for hjemmeholdet i slutperioden. Galansky tog et forsøg fra Joachim Linnet og Jordan Georges soloforsøg blev også lukket af tjekken, da det blev afsluttet. Og mens gæsterne kæmpede mod tiden, sled Bulldogs sig op i hver eneste nærkamp.

En timeout et par minutter før tid blev fulgt op af seks mod fem og tre-fire icinger – uden det dog blev helt farligt.

Dale Mitchell slap fri foran det tomme bur, men Daniel Nielsen kastede sig ned og reddede og ramlede ind i målet. Det var playoff-intensitet, når det var bedst, og et Odense-hold, der nok ånder lettet op derhjemme i aften. Det gjorde mange af tilskuerne på lægterne i hvert fald.

I øvrigt skuffende, at der ikke kom over 2000 sådan en aften, men de fleste af dem jublede, og man noterede sig små og vigtige aktioner, der viste, at vi er på den vigtigste tid af hockeysæsonen.

Den dobbelte målskytte Rasmus Bjerrum var eksempelvis forrygende stærk i backcheckingen, da han på et tidspunkt mistede pucken til Jordan George og selv fik skøjtet tilbage og generobret skiven. Sådanne små aktioner vinder kampe i slutspillet – og det samme gør en mere end solid målmandspræstation som Galanskys i dag.

Vi har en lige serie – og glæder os allerede til søndagens femte akt.