Odense og Gentofte tester for sidste gang

Foto: Jan Korsgaard

Så er det ved at nærme sig for alvor.

Så meget, at Odense Bulldogs og Gentofte Stars – de to Metal Liga-hold, der allerede er slået ud af Metal Cuppen – spiller den sidste træningskamp frem mod ligapremieren næste weekend i aften.

Det sker på Odense Isstadion, hvor hjemmeholdet kommer fra en fin 4-1-sejr og en af sæsonens bedste indsatser mod Frederikshavn White Hawks tirsdag aften i Nordjylland.

Her scorede samtlige de fynske topspillere, der er udset til at bære holdets offensiv, og dermed ser det ud til, at træner Johansson fået spillerne skruet godt ind til sæsonstart.

Spændende for hjemmepublikummet bliver det også at se svenske Sebastian Strandberg agere for første gang på hjemlig mod et Gentofte-hold, som man aldrig ved, hvor man har.

Stars er fyldt med fornuftige finner og danskere, der efterhånden ser så rutinerede ud, at endnu en plads uden for slutspillet vil være en reel skuffelse for Karsten Arvidsens mandskab.

Lad os i første omgang se, hvad Gentofte har at byde på i aften i det fynske. Kampstart 19:30 og Odense stadig uden sin kaptajn, Michael Eskesen, der dog skulle være tæt på en klarmelding.