Odense-Herning: Tæt kamp med herligt højdepunkt

Foto: Jan Korsgaard

Odense Bulldogs-Herning Blue Fox 3-2 (0-1,1-1,1-0) 0-0,1-0 Selv på en lidt småtrist ishockeyaften uden fest på lægterne, kan en enkelt detalje live totalt op og glæde publikum.

Uanset resultatet tirsdag aften vil kampen mellem Odense Bulldogs og Herning Blue Fox blive husket for Rasmus Bjerrums blændende “coast to coast”-mål midt i tredje periode.

Odense haltede på det tidspunkt i jagten på det udlignende mål, men så fik Bulldogs-angriberen et indfald. Helt nede i egen zone. Rasmus Bjerrum tog pucken, satte fart i skøjterne og passerede to stillestående Herning-spillere i midtzonen.

Den sidste forhindring, backen Mathias Pedersen, kunne heller ikke holde den lynende Bjerrum, der passerede sin modstander og derefter lagde pucken op i nettaget bag Simon Nielsen til 2-2.

For en stund kom der liv i de blot 493 tilskuere i Odense, der var mødt op denne tirsdag aften. Ikke i årtier har der været så få tilskuere til en ligakamp på Fyn – i hvert fald så vidt undertegnede lige mindes uden det store opslag i arkiverne.

De få der mødte frem – og tv-seerne hjemme i stuen – blev belønnet med en ganske tempofyldt hockeykamp, der bølgede frem og tilbage, men også med en del fejl hos begge mandskaber.

Næsten som forudset med et jagtende Odense-mandskab mod et struktureret, stærkt skøjtende Herning-mandskab, der sædvanen tro var lynhurtigt i omstillingerne og effektivt, når chancen bød sig.

Sådan var billedet i de to første perioder, hvor man bemærkede at Odense lige manglede de sidste centimeter i afslutningerne, hvor Dale Mitchell især leder efter et mål eller to, der kan vende billedet for ham.

Herning-mandskabet var konsekvent inde foran mål, når chancerne bød sig, men det var ikke frygtelig mange chancer, Bjorkstrands tropper skabte før helt til sidst i kampen.

Rutinerede Mads Schaarup med over 500 ligakampe plejer ikke at dumme sig omkring eget mål, men Schaarup – oprindelig herningenser – vil være enig i, at han forærede to scoringer væk til Blue Fox-angriberne. Roberts Jekimovs efter 13 minutter og Sonny Hertzberg, back, der stødte med frem i anden omgang, efter 25 minutter.

I mellemtiden havde Tony Romano sneget en friløber ind bag Simon Nielsen til 1-1 i begyndelsen af anden periode og så lignede det faktisk en kamp, som midtjyderne ville køre hjem med en tæt defensiv i tredje periode.

Men det lavede Bjerrums kække friløber om på.

Intensiteten steg i kampens slutning, hvor begge hold endelig bød efter alle tre point. Mitchell og co. hamrede pucke efter Simon Nielsens mål i en overtalssituation, og det brændte virkelig på foran det midtjyske mål.

Kort før den ordinære tids afslutning var Andreas Pedersen tæt på at forære Herning sejrsmålet med fummel bag eget mål.

Konsekvensen var, at både Nicolas Ritz og Patrick Madsen fik kæmpe muligheder for at lukke festen, men Galansky og unøjagtighed kostede muligheden.

En herlig tre mod tre gav de sædvanlige chancer i begge ender. Odense fik endda et overtal i slutfasen efter en høj stok af Adam Havlik, men det blev ved 3-3 og så skulle Zambonien på isen for sidste gang i aften inden straffeslagene.

Her kiksede Petri Lammassaari og Branislav Rehus for Herning, mens både Tony Romano og specialisten, svenske Sebastian Strandberg, scorede for hjemmeholdet.

Oliver Larsen spillede en flot kamp i den fynske defensiv, der var svækket af afbud fra den vordende far Simon Grønvaldt og den muskelskadede Martin Larsen. Herning manglede tjekkiske Ales Sova bagude, men var ellers intakt.