Odense henter amerikanske Tony Romano i Norge

Vojens Efterskole
Vojens Efterskole

Odense Bulldogs har i dag præsenteret sin tredje importspiller for den kommende sæson. Fra norske Lørenskog kommer amerikanske Tony Romano, der lander på Fyn 8. august, når der er træningsstart i Odense.

– Jeg er superspændt på at slutte mig til Bulldogs. Jeg har kun hørt rigtig gode ting om holdet og byen fra min tidligere holdkammerat Frederik Storm. Jeg har også talt med Dale Mitchell, der har fortalt mig om alle de små ting, jeg kan forvente i Odense. Han har kun talt meget positivt om det hele, og jeg glæder mig meget til at spille på hold med ham, siger Tony Romano.

Som de fleste kan regne, så har Romano tidligere spillet sammen med Frederik Storm i Malmö, hvor han i 2014/15-sæsonen leverede 16 point i 53 kampe. I fjor vandt han sølv i Norge med Lørenskog og scorede her flotte 70 point i 57 kampe. Det gav ham en fjerdeplads i den norske pointliga.

– Jeg er sikker på, at vi får et stærkt hold på isen den kommende sæson. I forhold til mit eget spil kan fans og sponsorer forvente en spilfordelende center, som er god i powerplay. Jeg udnytter gerne min fart i en-mod-en-situationer og er ligeledes ansvarlig i det defensive spil, forklarer amerikaneren.

Tony Romano står noteret for 150 AHL-kampe tidligere i karrieren, og er draftet i sjette runde tilbage i 2006.

– Jeg har fulgt Romano tæt under hans tid i Sverige og Norge, og det glæder mig, at det er lykkes at skrive kontrakt med ham. Han er en spilintelligent angriber med god fart og fine hænder. En rigtig god fyr med stærke lederegenskaber, som også bliver vigtig for vore unge spilleres udvikling, siger Odense-cheftræner Peter Johansson.