Odense Bulldogs siger farvel til Ned Lukacevic

Han gjorde det glimrende, da han kom til Odense i sidste sæson, men i denne sæson har Ned Lukacevic ikke levet op til forventningerne i det fynske, og på det seneste har han været dryppet langt ned i kæderne hos fynboerne. 

Nu er det så slut med Lukacevic i Odense, skriver fynboerne i en pressemeddelelse.

Bulldogs Odense og canadieren Ned Lukacevic er blevet enige om at ophæve kontrakten. Ned vil i starten af januar rejse hjem til Canada sammen med sin hustru og lille datter, skriver klubben ganske kortfattet.

Ned Lukacevic nåede at spille 19 kampe for Odense i denne sæson med blot syv point til følge. Han står i -21 med den dårligste plus/minus-statistik i Metal Ligaen, hvor han ellers kom godt i gang i fjor. Her leverede han 15 point i 13 kampe. 

Tidligere i karrieren var han også på vej til Aalborg Pirates, men røg ud af kontrakten allerede, inden han begyndte at spille for nordjyderne. Det bliver formentlig sidste gang, Lukacevic kommer til at spille i Metal Ligaen.