Ny kontrakt genåbner for Ellers VM-deltagelse

Foto: Jan Korsgaard

I sidste uge var muligheden for, at Lars Eller eventuelt ville komme hjem til VM i Danmark nærmest ikke-eksisterende. Ganske enkelt fordi Eller ikke havde kontrakt i NHL for den kommende sæson. 

Det ændrede sig i løbet af weekenden, hvor den solide danske tredjekædecenter i Washington blev belønnet med en femårig kontrakt af Capitals, der samlet set beløber sig til over 100 millioner danske kroner. Dermed er alt på plads for Lars Eller, og det betyder, at han nu ikke tøver med at sige ja til VM, hvis der er mulighed for at stille op. 

Det skriver TV2 SPORT på sin hjemmeside. 

– Hvis jeg ikke spiller slutspil eller er skadet, så spiller jeg VM. Det har ikke været inde i mine overvejelser med at få kontrakten tidligt på plads. Det har været vigtigt at få fremtiden på plads tidligt – men man kan sige et VM i Danmark kan blive en bonus ved den nye kontrakt, siger Lars Eller til TV 2 SPORT.

Førsteprioritet for Lars Eller er naturligvis Stanley Cup-slutspillet, men bliver Washington slået ud, er Lars Eller altså rede til at flyve over Atlanten og derefter køre fra København til Herning for at tilslutte sig den danske trup. 

Lars Eller-deltagelse kræver dog formentlig, at Capitals ryger ud i første runde af det slutspil, som klubben stille, roligt og sikkert ser ud til at kvalificere sig til.