NY I HALL OF FAME: George Galbraith

Vojens Efterskole
George Galbraith fejrede sin 39 års fødselsdag i 1993 med pragtspil og 4-1 sejr over den nyoprykkede A-nation Storbritannien.
Vojens Efterskole

Dansk ishockeys Hall of Fame fik i går fem nye medlemmer. En af dem var den legendariske Vojens-målmand George Galbraith, der blev præsenteret af den tidligere Vojens-spiller og nu ishockeyagent Bjarne Madsen i salen i Herning: 

Han kommer fra den lille canadiske by med det indiansk klingende navn Petawawa i Ontario.

Moderen er af indiansk afstamning.

”Det forklarer mit temperament,” sagde han engang i begyndelsen af sin danske karriere.

Han havde en lovende fremtid i Canada, men ville gerne se lidt af Europa og spille ishockey.  Inden afrejsen fra ishockeysportens moderland havde han ikke drømt om, at opholdet i Vojens i Danmark ville vare mere end et år.

Det kom altså til at gå meget anderledes, end den talentfulde, sortkrøllede og charmerende halvblodsindianer havde regnet med.

Hvad alle i hockey-Danmark har været glade for.

Sønderjyderne tog ham til deres hjerter fra start.  Han røg direkte ind i første gyldne bølge i skøjtehallen i Vojens.
Han var den første målmand i Danmark, der for alvor tog del i spillet ude på isen og med sin nordamerikanske stil blev han inspirationskilde for mange danske målmænd.

Han var sidste skanse og euforisk tiljublet, da VIK i slutningen af 70’erne og i begyndelsen af 80’erne vandt tre danske mesterskaber på fire sæsoner.

Det var dengang en af del af belønningen for folkeheltene i Vojens var gratis bøffer ved slagteren og kontinuerlig heltestatus på fortovene i byen.  Målmanden var dybt professionel i sin tilgang til spillet.

Han tog Danmark så meget til sit hjerte, at han fik dansk statsborgerskab i 1982. I december samme år debuterede han på landsholdet i Pondus Cup og nåede i alt 44 kampe i rødt og hvidt.

Han fortsatte længe i Vojens, hvor han endda også tog en sæson ude i marken, da han blev træt af målmandsgerningen. Men han vendte tilbage til buret, hvor han hørte til og hans dejlige dansk-nordamerikanske accent høres stadig den dag i dag i Vojens.

For i Sønderjylland vil han altid være King George.