Ny Herning-træner skal kende miljøet i HIK og Blue Fox

Brøndby intro artikler
Vojens Efterskole
© Tonni Paibjerg

Ingen navne er nævnt, men det skal være en træner med kendskab til Blue Fox-organisationen, der skal overtage jobbet i Herning i den kommende sæson.

Det skriver Herning Folkeblad, der i gårsdagens avis spekulerede i, hvem – og hvilken type – der skal afløse Todd Bjorkstrand i stillingen som coach.

– Lige nu er der i hvert fald ikke nogle »ukendte« udlændinge i spil. Vi vil gerne have en kandidat, som vi i et eller andet omfang kender, og det skal også gerne være en, der kender til miljøet her i Herning. Vedkommende skal forstå, at Herning Ishockey Klub (HIK) er en vigtig del af hverdagen i Blue Fox. Uden HIK ikke noget Blue Fox og heller ikke omvendt. Det skal en ny træner have en forståelse og respekt for, siger Blue Fox-formand Claus Sørensen.

Og så man kan jo stille og roligt begynde i, hvilke kompetente udenlandske trænere, der er jobledige og måske i spil til jobbet som coach i det midtjyske – og har kendskab til Herning-ishockeyen.

Inden sidste sæson pegede mange på Pekka Tirkkonen, men han strøg i stedet til Schweiz og Kloten, hvor han leverede en glimrende sæson med en pokaltitel og også har kontrakt i næste sæson. Næppe aktuel.

Der har været et hav af ansøgere til stillingen, forklarer Claus Sørensen.

– Vi har fået en lang række uopfordrede henvendelser fra trænere, der gerne vil til Herning, og det er selvsagt positivt. Foruden dem, der selv har henvendt sig, har vi en liste med navne. Nu har vi snævret det ind til nogle stykker, siger han.