Ny Eller-kæde imponerer i træningen

Lars Eller har fået en ny position og nye kædekammerater i optakten til sæsonen, men indtil videre har kemien i danskerens nye kæde været god.

26-årige Eller spiller venstrewing i en kæde med Alex Galchenyuk på centerpositionen og den nye Canadiens-spiller Alexander Semin på højrewingen. I to interne træningskampe har kæden imponeret. Lørdag scorede Eller to mål, og søndag lavede danskeren et mål og tre assists, da den nye kæde førte det hvide hold til en sejr på 6-2 over det røde Montreal-hold.

– Jeg tror, det kan blive rigtig godt. Jeg sagde før training campen begyndte, at jeg ser frem til at spille sammen med dem (Galchenyuk og Semin red.). Det er stadig tidligt, men vi vil fortsætte med at bygge på. Vi har god kemi lige nu. Vi har det alle tre sjovt og ser frem til at spille rigtige kampe, siger Lars Eller til Montreal Gazette.

Montreal Canadiens spiller sin første træningskamp tirsdag, hvor Toronto Maple Leafs besøger Bell Centre.