Ny direktør: Tæring efter næring i Odense

Vojens Efterskole
Foto: iShoot.dk
Vojens Efterskole

Odense Bulldogs holder sig til den udlagte strategi, skriver den nyudnævnte direktør for klubben, Allan Hoffmann Sørensen, i et brev på Bulldogs’ hjemmeside, hvor han orienterer om tilstanden i klubben. 

Det betyder, at der ikke bliver leveret kortsigtede investeringer og satsninger, pointerer Allan Hoffmann Sørensen.

– Bulldogs Odense ApS var efter flere år med store økonomiske underskud kommet i en situation, hvor det var tvingende nødvendigt at lægge en plan, så driften i år og de kommende år økonomisk hænger sammen, skriver han. 

– Vi har meldt ud, at der sættes ”tæring efter næring”. Det er ganske simpelt nødvendigt, da vi som alle andre ikke kan bruge andres penge. Og set i det billede er det tilfredsstillende, at Bulldogs efter 6 måneder af det aktuelle regnskabsår ligger lige på planen, lyder det fra Allan Hoffmann Sørensen. 

– Planen for den nødvendige økonomiske genopretning medførte, at vi til denne sæson sammensatte et hold, som vi økonomisk kan betale, og lagde et budget, som giver Bulldogs Odense ApS et lille overskud. Vi tror på, at holdet med deres hårde og målrettede træningsarbejde løbende vil blive bedre, og vi tror også på, at holdet vil have mulighed for at spille med om kvartfinalepladserne. Økonomisk har vi ikke budgetteret med kvartfinale, så her ”risikerer” vi en positiv økonomisk afvigelse, siger Allan Hoffmann Sørensen på klubbens hjemmeside. 

– Vi kan og vil ikke gamble med Bulldogs Odense og eliteishockeyen i Odense ved at gennemføre nogle kortsigtede sportslige tiltag i håb om, at det vil resultere i ”stolpe ind” og en markant ændring i indeværende sæsons sportslige resultater. Økonomisk ligger vi efter regnskabsårets første 6 måneder på budget, og det arbejder vi koncentreret på vil fortsætte indtil 30.4.2019, hvor vi gør status, forklarer direktøren.