Noter: Rundt om aftenens testkampe

Vojens Efterskole
Foto: Jan Korsgaard

SønderjyskE og Herning mødes på fredag i sæsonpremieren, men snupper allerede i aften en generalprøve i SE Arena, hvor der nok skal komme knald på. De to klubbers historik og rivalitet tilsiger, at det altid er intenst, når de mødes – uanset type af kamp.

Herning er kraftigt ramt af skader og har fire-fem spillere ude, mens de i spænding venter på resultaterne af scanningen af Branden Gracels skulder, så SønderjyskE ligner en favorit. Det gælder psykologisk overtag.

– Jeg ved ikke, om det gør nogen forskel som sådan, at vi skal mødes i premieren. Men vi vil i hvert forsøge at komme ud og spille rigtig hårdt og forhåbentlig få en sejr, så vi kan komme til kampen på næste fredag med et lille psykologisk overtag, siger Daniel Kønig Hansen, en af SønderjyskE’s backs, der efterhånden har fået en god del rutine.

Odense Bulldogs møder i aften Eispiraten Crimmitschau, der kommer med et par tidligere Metal Liga-spillere på holdet. Søren Nielsen, der i går scorede to gange for Odense, skal møde sin holdkammerat fra sidste sæson, Jordan Knackstedt.

Den store angriber er skiftet fra Esbjerg til DEL2, og er blevet holdkammerat med den tidligere Gentofte- og Rungstedspiller, den elegante finne Ossi Saarinen.

God test for Odense-spillernes ben og igen lejlighed for tilskuerne til at se den spændende førstekæde med Martin Larsen, Jacob Johnston og angriberne Mitchell, Camara og Søren Nielsen.

Rødovre Mighty Bulls tørner i aften sammen med Helsingborgs HC fra den svenske Division I. Helsingborg selvfølgelig i skyggen af den store nabo fra Rögle i Ängelholm rent ishockeymæssigt, men den svenske Division I Södra borger altid for god kvalitet og taktisk kunnen.

Spændende om Rødovre har fået Kevin Montgomery og Connor Hardowa klar, og om Matthias Asperup lyner igen, som han gjorde det mod Odense forleden.

Rødovre vandt 3-0 mod fynboerne og viste i den kamp ganske fine takter. Fortsætter de i aften, så Rødovre kan gå ind til sæsonen med optimisme?

Derby i det nordjyske, hvor Aalborg er på besøg i Frederikshavn og Scanel Hockey Arena. Et klassisk derby, hvor der altid er følelser på spil, og hvor spillerne forsøger at skabe territorium frem mod sæsonstarten og de kommende fem indbyrdes opgør.

Aalborg vandt det første opgør rivalerne imellen, og mon ikke Frederikshavn er opsatte på revanche og “sætten sig i respekt”, når det kommer til dysten i aften? Alle spillere til rådighed, skriver Whitehawks’ hjemmeside, mens Aalborg Pirates endnu ikke har lagt kampoptakt op.

Faceoff.dk forsøger at fange oplysninger fra alle fire kampe i løbet af aftenen.