Norsk NHL-håb færdig i Nordamerika

Det norske forwardtalent Markus Søberg er blevet fritstillet af OHL-klubben Windsor Spitfires og ser nu ud til at vende hjem til Europa. Dermed er nordmandens NHL-drøm midlertidigt sat på pause.

20-årige Markus Søberg er den seneste nordmand, som er blevet taget i NHL-draften. Det skete i 2013, hvor han blev valgt i sjette runde af Columbus Blue Jackets, som tre runder tidligere i samme draft havde taget danske Oliver Bjorkstrand.

Søberg har i de seneste to sæsoner spillet for Windsor Spitfires i OHL, men nu har den canadiske juniorklub valgt at ophæve nordmandens kontrakt. Det sker for at bringe antallet af “overage”-spillere ned. Farvellet til Markus Søberg betyder desuden, at klubben nu kun har en udlænding på holdet, og klubben har derfor mulighed for at hente en ny udlænding til før trade-deadline.

Markus Søberg har været skadet i en del af denne sæson, og han har derfor kun spillet 22 OHL-kampe, hvor det er blevet til beskedne otte point. I sidste sæson, som var nordmandens første i Nordamerika, lavede Søberg 30 point i 61 OHL-kampe.

Warren Rychel, som er general manager i Windsor Spitfires, oplyser, at Markus Søberg nu vil vende næsen mod Europa i jagten på en ny klub.

Den norske forward har tidligere spillet for svenske Frölunda, som anses for at være en af verdens største talentfabrikker. Her nåede Markus Søberg at spille en enkelt kamp på klubbens førstehold.

Markus Søbergs storebror Steffen Søberg, som er målmand og blev draftet af NHL-klubben Washington Capitals i 2011, spiller for den norske topklub Vålerenga. Det er uvist, om det måske åbner dørene for Markus Søberg i GET Liga-klubben, såfremt han ønsker at vende hjem til Norge.