Norge: Todd Bjorkstrands hidtil største triumf

Todd Bjorkstrand blev hentet til den norske storklub Stavanger Oilers med et formål: At føre klubben tilbage til toppen af norsk ishockey, hvor Oilers dominerede norsk ishockey totalt med seks mesterskaber i træk, indtil sidste sæson, hvor alt gik galt i klubben. 

Blandt andet lykkedes det ikke at få succes med Metal Liga-indkøbene Harrison Reed og Tony Romano, der begge måtte sige farvel til klubben i utide. 

Oilers røg ud i kvartfinalen og kunne derefter se Storhamar triumfere totalt i både grundspil og slutspil. I år skal det være anderledes, og derfor var kampen i går mellem netop Stavanger og Storhamar yderst vigtig for både selvforståelse og placering i tabellen for de to storklubber. 

Det var duellen om førstepladsen, og kampen i DNB Arena i Stavanger endte med Todd Bjorkstrands hidtil største enkeltstående triumf i norsk ishockey. Hans mandskab vandt nemlig med hele 7-3 over gæsterne fra Storhamar og bragte sig dermed på førstepladsen i GET-Ligaen. Samtidig var det Stavanger Oilers syvende sejr på stribe, så man må sige, at det virkelig ruller for Bjorkstrand for øjeblikket. 

Den stærke wing Mario Lucia leverede aftenens præstation i går, og man må sige, at Bjorkstrand i den her omgang har haft held med at hente imports, i det seks nordamerikanere er de mest scorende på Oilers pointliste. Stavanger-klubben fører ligaen med fire point ned til Storhamar.