Norge: Storhamar finaleklar efter stort drama

Storhamar skal spille finale mod Lillehammer om det norske mesterskab efter en dramatisk semifinalesejr over Frisk-Asker fredag aften.

Hamar-klubben, som har de tidligere Metal Liga-profiler Kodie Curran og Christian Larrivée på holdet, sikrede sig finalepladsen med en overtidssejr på 3-2 i den femte semifinalekamp mod Frisk-Asker. Sejren blev sikret otte minutter inde i femte periode, hvor Jacob Berglund scorede det forløsende mål.

Jublen brød dermed ud i CC Amfi i Hamar, hvor publikum i øvrigt er vante med lange kampe. Det var her, at der for et års tid siden blev sat verdensrekord, da Storhamar i kvartfinaleserien mod Sarpsborg skulle bruge 11 perioder på at sikre sig en 2-1-sejr.

Så længe varede fredagens kamp langt fra, og de fleste troede faktisk, at den var slut allerede i første overtidsperiode. Her fik Frisk-Asker nemlig pucken i nettet, men dommerne valgte at annullere scoringen, efter at de havde set den igennem på video.

I første omgang troede både aktørerne på isen og publikum på lægterne, at scoringen var godkendt, og derfor var folk ved at forlade hallen, da meldingen om, at scoringen ikke var godkendt, kom ud.

– Jeg havde taget slipset og jakken af og slået tre gange i døren i frustration, fortalte Storhamars træner Fredrik Söderström til norsk TV 2, da han efter kampen fortalte om forløbet omkring den annullerede scoring.

Söderström og fansene fandt deres pladser igen, da kampen skulle genoptages, og i femte periode fik opgøret altså lige det udfald, de havde håbet på. Nu venter lokalrivalerne fra Lillehammer i finaleserien.