Norge: Magnus Leth Nielsen debuterede med nederlag

Foto: Jan Korsgaard

Magnus Leth Nielsen prøver nye vidder af i ishockeykarrieren, og den tidligere Aalborg- og SønderjyskE-back har fået sin debut i en liga, hvor relativt få danskere – trods geografisk nærhed – har befundet sig gennem tiderne.

Magnus Leth debuterede i weekenden i den norske GET-Liga, hvor han tørner ud for Manglerud/Star – eller M/S – som klubben kaldes i folkemunde.

Manglerud/Star klarede sig i sidste sæson lige nøjagtig ind i slutspillet, for derefter at tabe 0-4 til de senere mestre fra Stavanger i kvartfinalen. Også i den kommende sæson forventes det, at klubben ender i den nederste halvdel af tabellen.

582 tilskuere overværede sæsonens første kamp, hvor Magnus Leth Nielsens mandskab førte både 1-0 og 2-1, men endte med at tabe 2-3 til Lillehammer – et af de hold, der i sidste sæson endte under Manglerud/Star, men klarede sig i det efterfølgende kvalifikationsspil.

Magnus Leth Nielsen noterede sig et enkelt skud på mål – og -1 i plus/minus-statistikken – i sin debut. Om et par dage får han chancen for revanche, når det gælder en udekamp mod Stjernen Fredrikstad, som vandt premieren 3-2 ude over Sparta Sarpsborg.