Norge: Frisk/Asker vandt guld efter gyserfinale og 17 års titeltørke

Frisk/Asker er norsk mester for første gang siden 2002.

Det blev en realitet mandag aften, da klubben fra udkanten af Oslo slog Storhamar i den sjette og afgørende finale, og det var en kulminationen på et suverænt slutspil, hvor Frisk/Asker kom fra femtepladsen i grundspillet og derefter tog på en eventyrlig færd i playoffs.

Det begyndte med en sejr over Lillehammer i kvarten, mens grundserievinderen Vålerenga blev ekspederet ud i semifinalen.

I finalen mødte Frisk/Asker de forsvarende mestre fra Storhamar, der gik ind som favorit efter en sejr over Todd Bjorkstrands Stavanger i semifinalen.

De to hold delte de første fire kampe og kamp fem i Storhamar gik ud i overtid og fik en dramatisk afgørelse, som du kan læse om her

Den sjette kamp blev mindst lige så dramatisk og blev først afgjort i overtiden, da Petter Kristiansen blev matchvinder med en styring inde foran mål. Askerhallen eksploderede i jubel – og det samme gjorde den tidligere Hvidovre- og Esbjerg-back Victor Björkung, der såmænd kan være ganske tilfreds med sit skifte til norsk hockey.

Helt legendarisk var det for Anders Bastiansen, 38 år ung, der også var med, da Frisk/Asker senest vandt mesterskabet i 2002. Siden har han været ude i verden og også været en profil på det norske landshold i mange kampe mod Danmark. I går vandt han guld med sin moderklub på en emotionel aften. Højdepunkterne får du lige her.