NLA: Stortalent og træner færdig i schweizisk topklub efter sensationel slutspilsexit

Den schweiziske topklub ZSC Lions fra Zürich vandt grundspillet i overbevisende stil, men holdet løb ind i en kæmpe fiasko i første runde af slutspillet, hvor de torsdag blev sendt på sommerferie uden at vinde en eneste kamp.

ZSC Lions tabte torsdag med 3-0 til Bern, som kun lige sneg sig med i slutspillet på bekostning af Heinz Ehlers’ Lausanne-mandskab. Dermed vandt Bern serien med 4-0, og mesterskabsfavoritterne fra Zürich kan allerede nu booke sommerferien.

Fansene i Zürich har i denne sæson haft muligheden for at se den kommende NHL-profil Auston Matthews på tætteste hold. Den 18-årige amerikanske center har taget en sæson i den schweiziske liga for at få seniorkampe under huden frem mod sommerens NHL-draft, hvor han næsten med statsgaranti er den første spiller, der bliver valgt.

Med ZSC Lions’ slutspilsexit er Auston Matthews’ sæson ovre, og det samme er hans tid i europæisk ishockey. Matthews retter nu sigtet mod NHL i næste sæson, og det samme gør Zürich-klubbens træner Marc Crawford.

Den 55-årige canadier, som tidligere i karrieren har trænet flere NHL-klubber, er fortid i den schweiziske storklub. Efter fire sæsoner på ZSC’s trænerbænk, hvor Crawford førte klubben til et enkelt mesterskab, er trænerens tid i alpelandet forbi. Han satser nu – ligesom Matthews – på at fortsætte karrieren i en NHL-klub.