Nikolaj Ehlers nomineret til Årets Fund

Nikolaj Ehlers har haft et fremragende ishockeyår. Topspiller på alle de hold, han har optrådt på – klubhold såvel som landshold – og en forrygende start i verdens bedste ishockeyliga, NHL.

Det har sendt Ehlers i et ganske fornemt selskab, for han er nemlig blandt de 10 unge idrætsudøvere, der er nomineret til Årets Fund i dansk idræt. Det er traditionsrige og prestigefyldte kåring, som dagbladet Politiken har stået for siden 1929.

– Igen i år synes jeg, at der er tale om et stærkt felt af talenter med store præstationer bag sig i det forgangne år – ikke kun på ungdoms-, men bestemt også på seniorniveau, siger Niels Nygaard, der som formand for Danmarks Idrætsforbund har sæde i komiteen bag Årets Fund, til Politiken.

Også Lone Hansen, direktør for Team Danmark, er svært tilfreds med feltet:

– Det er opmuntrende, at dansk idræt kan fostre så stor en talentmasse, at det er vanskeligt i sig selv blot at nominere 10 kandidater til Årets Fund blandt de indstillede fra mere end dobbelt så mange forbund, siger hun til Politiken.

ÅRETS FUND 2015
De 10 nominerede:
Atletik: Benjamin Lobo Vedel
Badminton: Frederik Søgaard/Joel Eipe
BMX: Simone T. Christensen
Cykling: Søren Kragh Andersen
Fægtning: Patrick Jørgensen
Golf: Nicole Broch Larsen
Ishockey: Nikolaj Ehlers
Kajak: Julie Frølund Funch
Roning: Hedvig Lærke Berg Rasmussen/Anne Dsane Andersen
Skiskydning: Anders Emil Schiellerup

Den endelige kåring finder sted tirsdag 29. december i Politikens Hus.